Der er ingen dansk hjælp på vej til Tjekkiet - endnu.
Store dele af Centraleuropa ligger lige nu under vand, men den danske Beredskabsstyrelse, som tidligere er kommet blandt andet Polen til undsætning i forbindelse med oversvømmelser, er ikke på vej til Tjekkiet - ikke endnu i hvert fald.
- Som det ser ud lige nu, er der ikke noget hjælp på vej, fordi Tjekkiet har ikke bedt om international hjælp, fortæller souschef i det internationale nødberedskab, Flemming Nielsen.
Typisk vil det danske beredskab hjælpe med at pumpe vand væk, eller sikre at vandet ikke breder sig, men det nødstedte land skal selv bede om hjælp gennem EU, før Danmark kan byde sig til.
I Beredskabsstyrelsen følger man dog situationen i Tjekkiet tæt i forventning om, at der kan komme en anmodning, fortæller Flemming Nielsen.
- Ni ud af 14 regioner i Tjekkiet er ramt af det her, så jeg ville ikke blive overrasket, hvis der kom en anmodning om hjælp, siger Flemming Nielsen, som tilføjer, at langt de fleste lande foretrækker at løse nødsituationer som denne uden hjælp ude fra.
Men der kan blive behov for hjælp, for regnen i området vil fortsætte med at falde, oplyser DMI.
- Her de kommende dage bliver der ved med at komme periodevis regn hen over ugen, siger vagtchef ved DMI, Olaf Mathiasen og fortsætter:
- Problemet er jo, at så længe der bliver ved med at komme nye forsyninger af regn, så er det svært at få situationen forbedret. Så skal der komme længere perioder med tørvejr, siger han.
Oversvømmelserne har bredt sig til både Tyskland og Østrig. Tre personer er indtil videre meldt omkommet og flere savnes.
Tjekkiets premierminister, Petr Necas, har erklæret størstedelen af landet i undtagelsestilstand på grund af de store oversvømmelser.
/ritzau/