Landejendom med 16 værelser til salg. Så nøgternt kan landets dyreste ejendom beskrives i en overskrift.
Det er Nakkebølle Gods, der er tale om. Godset på adressen Østergyden 3A knap et kvarters kørsel fra Faaborg mod Svendborg blev i januar sat til salg for 90 millioner kroner.
Men selvom ejeren Mads Stevnhoved ifølge Boliga i oktober barberede prisen ned med hele ti millioner kroner, er godset ifølge Fyens Stiftstidende fortsat Danmarks dyreste ejendom.
Det omkring 800 år gamle herresæde koster således nu 80 millioner kroner, men mangler fortsat en ny ejer.
Ifølge Fyens Stiftstidende har Mads Stevnhoved, siden han for alvor rykkede ind på godset i 2016, haft travlt med at foretage indvendige renoveringer i det nuværende hovedhus, som blev opført i 1559.
De tykke mure omkring de over 1.100 kvadratmeter bolig kan således fortælle historier.
Blandt andet at "Havehuset" blev bygget af filminstruktør Constantin Preben Philipsen, så navnkundige danske skuespillere som Dirch Passer, Preben Kaas og Buster Larsen havde et sted at bo, når de var på visit på Nakkebølle Gods, fortalte ejendomsmægler Adam Schnack til Boliga tidligere på året.
H.C. Andersen også været forbi det sydfynske gods, men i nyere tid knyttes en ikke så rar histiorie til stedet.
Mads Stevnhoved købte godset af enkefru Else Maria Petersen for 9,5 millioner kroner i 1997. Med i handlen sikrede Else Maria Petersen sig livslang, gratis boligret.
Imidlertid havde hun ikke taget høje for varmeregningen, skriver avisen. Og i 2016 fik Mads Stevnhoved rettens ord for, at han havde over 200.000 kroner til gode i varmepenge.
Dem kunne den aldrende fru Petersen ikke betale, så hun blev sat ud og døde i april i år på et plejehjem i Brobyværk, 90 år gammel, skriver avisen.