Af Sara Schlüter, journalist på Nyhedsavisen

Landbrugsektoren er ødelagt. Den gennemsnitlige levealder er midt i trediverne. Befolkningen sulter. Aids-epidemien raser, og enhver opposition bliver slået brutalt ned.

Alligevel får Zimbabwes diktator Robert Mugabe lov til at blive ved magten i et af verdens mest forarmede lande. Det kan og bør ingen lande acceptere, og Danmark skal hjælpe med at presse de andre afrikanske lande til at gøre op med diktatoren. Når Mugabe engang er væk, skal vi stå klar med pengeposen og hjælpe Zimbabwe tilbage fra sammenbruddet.

Opgøret med Mugabe skal komme to steder fra. Internt i landet og eksternt fra de andre afrikanske lande. Danmark kan ikke komme tromlende ind på ryggen af USA og England i et nyt Irak-eksperiment. For Robert Mugabe har siden 1970 erne været pan-afrikansk helt, fordi han kæmpede mod det hvide overherredømme og vandt. Intervention fra Europa – ligegyldig hvor nødvendig den er – vil kun hjælpe Mugabe. I mange afrikanske lande har Robert Mugabe beholdt populariteten som sort frihedskæmper, og det har gjort de pågældende landes ledere nølende med kritik.

Da jeg for nylig interviewede Tanazanias præsident, spurgte jeg ham, hvorfor de andre afrikanske lande tillader, at Mugabe stadig sidder med i organisationer som Den Afrikanske Union. Forklaringen lød, at man i Afrika tror på, at man kan påvirke mere gennem samtale end tvang og udelukkelse. Principielt giver jeg ham ret, men Robert Mugabe er uden for samtalens rækkevidde.

For nylig kritiserede Zimbabwes naboer styret offentligt for første gang, efter oppositionsleder Morgan Tsvangirai og 50 andre blev fængslet og tortureret, og Sydafrikas præsident Thabo MBeki er udpeget til at forhandle med Mugabe. Danmarks udenrigsminister, Per Stig Møller (K), har igen og igen fordømt Mugabes korrupte styre i Zimbabwe, og det er vigtigt, at han fortsætter. Danmarks regering skal lægge pres på Zimbabwes nabolande, så forhandlingerne ikke bliver ved tom snak.

Men når Mugabe engang er væk, og Zimbabwe skal genopbygges, så kan og skal Danmark spille en væsentlig rolle.

»Vi har brug for en massiv indsprøjtning af udenlandsk bistand,« forklarede den zimbabwiske redaktør William Saidi til mig den anden dag.

Og der er mange lande, der har brug for Danmarks hjælp, men få så meget som Zimbabwe. Landbrugssektoren skal reformeres, skolesystemet og sundshedsvæsenet genopbygges, og demokratiet genindføres. Listen kan fortsætte i det uendelige. Kort fortalt skal landet starte fuldstændig forfra.

Danmark er et rigt land, og selvom visse kræfter i Folketinget igen og igen vil have os til at skære i hjælpen til verdens fattigste, så har vi råd og pligt til at finde pengeposen og ekspertisen frem og hjælpe befolkningen i Zimbabwe, når tiden kommer.