Når der har været Europa-Parlamentsvalg om to år, kan Danmark meget vel være repræsenteret med en mindre i parlamentet end de nuværende 13.
Det lægger et nyt forslag nemlig op til, skriver netavisen Altinget.dk.
Samtidig vil EU's største lande få flere medlemmer. Og det vækker vrede hos danske parlamentarikere, som mener, at smertegrænsen allerede er nået.
- Det er politisk grotesk, hvis Danmark skal længere ned. I forvejen er vi danskere ikke for mange, og vores andel er blevet mindre og mindre med årene. Der er en smertegrænse, og den har vi nået, siger Morten Løkkegaard (V) til Altinget.dk.
Forslaget er udarbejdet af den britiske parlamentariker Andrew Duff og skal løse det problem, der opstår, når Kroatien næste sommer bliver medlem af EU.
Lissabon-traktaten siger nemlig, at der højest må være 751 medlemmer af parlamentet, og derfor må nogle lande afgive pladser, når Kroatien bliver EU-land.
Dermed vil spærregrænsen stige, og det bliver sværere for parlamentarikere i et lille land som Danmark at opnå valg til parlamentet.
- Det kan godt være, at det forholdsmæssigt er højt, at Danmark har 13 medlemmer, siger Morten Messerschmidt (DF) og tilføjer:
- Men det handler grundlæggende om, hvor høj spærregrænsen skal være. Og en spærregrænse på over otte procent er ikke noget demokrati værdigt.
Hvis forslaget bliver vedtaget i parlamentet, skal det efterfølgende vedtages af EU's ministerråd. Og her skal den danske regering gå ind og afvise forslaget, mener Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU.
- Det her er fuldstændig uacceptabelt, og jeg går også ud fra, at Europaministeren og regeringen vil komme med en klar melding om, at det her kommer ikke til at ske, siger Søren Søndergaard til Altinget.dk.
/ritzau/