Økonomiminister Margrethe Vestager (S) har tirsdag skrevet Danmark med på den hastigt voksende liste af EU-lande, der presser på for at sikre en ny international standard for udveksling af bankoplysninger.
I alt 17 af de 27 EU-lande er nu med i den fælles skattejagt, der anført af Storbritannien forsøger at sikre et fælles globalt regelsæt med udgangspunkt i de bilaterale aftaler, Danmark og flere lande allerede har underskrevet med USA.
Initiativet betyder automatisk udveksling af informationer om borgeres aktiver i udlandet i større omfang end det rentebeskatningsdirektiv, der samtidig er under forhandling i EU.
Danmark, Sverige og Finland understreger i en fælles erklæring samtidig, at de mener, at det vil være mest effektivt, hvis den automatiske informationsudveksling bliver koordineret og foregår i EU-regi.
Mens EU-reglerne foreløbig fokuserer mest på traditionelle bankkonti, gælder de 17 landes fælles initiativ også mod at sikre skat fra for eksempel udbytte af aktier samt indtægter fra salg af aktier andre værdipapirer.
EU-Kommissionen skønner, at EU-landenes statskasser årligt går glip af omkring 1000 milliarder euro i skatteindtægter, blandt andet som følge af at EU-borgere bevidst giver fejlagtige eller mangelfulde oplysninger om deres aktiver i udlandet.
Der er tidligere opnået enighed om, at EU-lande, der hæger om den traditionelle bankhemmelighed, kan hjælpe deres EU-fæller ved at opkræve og videresende skattepenge til de lande, hvor kontohaverne har skattepligt.
Men uden at give oplysninger om kontohavernes identitet, indeståender eller aktiver.
EU-præsident Herman Van Rompuy vil på et EU-topmøde i næste uge forsøge at få EU-landene til at forpligte sig til at gå langt videre for i samlet flok at sikre den automatiske udveksling af informationer.
De 17 lande, der foreløbig har skrevet under på det fælles initiativ er Danmark, Sverige, Finland, Belgien, Tjekkiet, Frankrig, Tyskland, Italien, Irland, Holland, Polen, Portugal, Rumænien, Spanien, Slovakiet, Slovenien og Storbritannien.
/ritzau/