Amerikanske hospitaler, som er overvældet af coronapatienter, er begyndt at omdanne cafeterier, venteværelser, gange og parkeringspladser til behandlingsrum.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Forholdene på USA's hospitaler bliver forværret på daglig basis, mens coronapandemien fortsætter med at hærge i landet.
Onsdag passerede USA som det første land i verden en kvart million coronarelaterede dødsfald. Det sker, mens antallet af hospitalsindlæggelser på grund af coronavirus stiger med rekordfart.
77.000 indlagte med Covid-19
Ifølge AP ringer hospitalspersonale flere steder desperat rundt til kolleger for at finde flere sengepladser, mens trætheden og frustrationen for længst har meldt sig hos USA's frontlinjearbejdere.
- Vi er deprimerede, modløse og trætte helt ind til benet, siger Alison Johnson, der leder intensivafdelingen ved Johnson City Medical Center i Tennessee, ifølge AP.
Hun tilføjer, at hun hver dag kører grædende til og fra arbejde.
Antallet af hospitalsindlæggelser i USA er fordoblet den seneste måned og har hver dag i denne uge sat rekord. Tirsdag var cirka 77.000 indlagt med virusset i USA.
Derudover er antallet af nye smittetilfælde steget med mere end 80 procent de seneste to uger, hvor næsten 160.000 i gennemsnit er blevet testet positive om dagen.
Antallet af coronarelaterede dødsfald ligger i gennemsnit på 1155 i døgnet.
Skoler lukker i New York
Situationen har ifølge AP fået flere guvernører og borgmestre til modvilligt at udstede påbud om mundbind, begrænse størrelsen på forsamlinger og lukke steder som restauranter og fitnesscentre.
Fra torsdag lukker New York City alle skoler midlertidigt for byens mere end en million elever.
I delstaten Idaho advarer læger om, at de snart bliver tvunget til at prioritere behandling på grund af mangel på sengepladser og personale.
- Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, at vi overhovedet ville kunne overveje idéen om at prioritere behandling i USA, siger Jim Souza, overlæge ved St. Luke's Health System, til AP.
I byen Reno i delstaten Nevada er et hospital begyndt at flytte coronapatienter over i et parkeringshus for at få plads.
Ifølge AP er flere hospitaler i USA's landlige områder desuden ved at løbe tør for tålmodighed for, at meget få personer bruger mundbind.
- Det føles som om, at vi råber ud i afgrunden, siger Cheyanne Seematter, der arbejder som sygeplejerske på et hospital i Topeka i delstaten Kansas.
/ritzau/