Unik natur, brusende bølger og verdenskendt design og gastronomi.
Det lyder eksotisk. Men alt dette finder du lige uden for din hoveddør. Der er nemlig masser af eventyrlig jord at udforske i Danmark.
Her får du syv anbefalinger fra Dansk Erhvervs chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Lars Ramme, og medstifter af OpdagDanmark Lau Starcke-Jensen.
1) Oh So Quiet
Vil du vandre i smukke landskaber, men uden at spise dåsemad og sove på et liggeunderlag, kan du overveje Oh So Quiet-konceptet i Nordvestjylland.
Her får du udleveret et letlæseligt kort, som tager dig gennem den nordjyske natur. Når dagens rute er tilbagelagt, kan du tage et varmt bad og tilberede en måltidskasse, som står klar, inden du ender i en blød seng.
- Vil du gerne tættere på naturen uden at slæbe telt og trangria med, er det et godt bud, lyder det fra Lau Starcke-Jensen.
2) Pintrip
Vil du hellere have hjul under, kan du overveje pintrip. Hvis du ejer eller lejer en autocamper, kan du køre ud i det blå og overnatte steder, andre stiller til rådighed.
I en guidebog kan du finde alle de lokale værter, som gratis stiller holdepladser til rådighed.
Værterne er ofte familier eller par, som er indehavere af bondegårde, gårdbutikker eller destillerier, og det kan give autentiske ferieminder uden for de gængse turistattraktioner.
- Det er en anbefaling til især børnefamilierne, der kan komme ud og opleve en masse lokale steder i landet, forklarer Lau Starcke-Jensen.
3) Bo i en lærkerede
Er du til luksuriøs camping, såkaldt glamping, kan du feriere i en Lærkerede på Henne Strand.
Lærkerederne er luksushytter med sauna, brændeovn, udendørs pejs og jacuzzi.
4) Tag på hotel
Især i København skyder hotellerne op. Men da mange udenlandske turister formentligt ikke må eller kan tage hertil, er der mange ledige værelser.
- Man vil formentligt kunne gøre sig nogle gode deals hen over sommeren, vurderer Lars Ramme.
Det gælder også konferencehotellerne, som der ligger en del af i Trekantområdet, på den fynske side af Storebælt og i de større byer.
- Der er dejlige restauranter, spa og gode værelser i naturskønne omgivelser, siger han.
5) Øhop
Du kan også udforske de mere affolkede egne. Øhop egner sig ikke kun til middelhavslandene og Caribien.
- Man kan endda få et øpas og få stempler deri, fortæller Lars Ramme.
Adskillige danske øer er med i partnerskabet - blandt andet Bornholm, Ærø og Endelave.
6) Sommerhus og badeland
Coronakrisen afholder formentligt også de tyske turister fra at tage hertil. De booker typisk størstedelen af de danske sommerhuse, så de står ledige i hobetal.
- Savner man mere subtropiske temperaturer end dem på Vestkysten, kan man tage en tur i badeland. Her er højsæsonen nemlig ikke om sommeren, siger Lars Ramme.
7) Badehoteller
I takt med at TV2's "Badehotellet" er blevet en seersucces, har landets badehoteller fået et comeback. Og hvorfor ikke genopleve den klassiske ferieform?
- Der ligger blandt andet et på Stevns Klint, som er med på Unescos liste over verdensarv, siger Lau Starcke-Jensen.
/ritzau fokus/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus