Termometeret viser fem grader, men alligevel har Christian Ditlefsen smidt tøjet og kravlet op i en container i Hadsten.
Den 25-årige jyde ligger i bunker af halm og tækkerør. Han poserer foran den kvindelige fotograf, mens kammeraterne fra Den jydske Haandværkerskole står og griner af det usædvanlige syn.
Normalt befinder Christian Ditlefsen sig på tagene af landets stråtækte huse, men han er kravlet ned i den mørkegrønne container for at gøre opmærksom på tilværelsen som tækkemand.
- Vi var rundt og se alle billederne blive taget, så vi stod jo og grinte af hinanden, siger Christian Ditlefsen. Foto: Den jydske Haandværkerskole.
- Folk har ofte det indtryk, at jobbet som tækkemand blot er Morten Korch-idyl og gamle bondegårde, men faget er meget mere end det. Det er også moderne arkitektur og et levende fag i fremgang, men det kan godt gå endnu bedre, siger Christian Ditlefsen til Avisen.dk.
Han har sammen med 10 andre elever fra Den jydske Haandværkerskole valgt at smide tøjet for at lade sig forvandle til afklædte motiver på en ny kalender, der skal skabe opmærksomhed om faget.
Der venter nemlig masser af gode oplevelser, hvis man vælger et arbejdsliv med halm og tækkerør:
Blæsevejr og parasol i Hadsten, hvor billederne til kalenderen i onsdags kom i kassen. Foto: Den jydske Haandværkerskole.
- Der er mange fede ting ved at være tækkemand. Jeg arbejder hver dag under åben himmel, hvor jeg får lov til at bruge mine hænder og et superlækkert materiale, siger Christian Ditlefsen.
Motiv i høstmåned
Han er tidligere sergent i hæren, men valgte at skifte spor for at jagte en fremtid på tagryg med strå og rør.
- Jeg tænkte, at det ikke ville være en dum idé at lære et håndværk. Jeg har altid synes, at stråtag er pæne, og samtidig er de bæredygtige og miljøvenlige, siger Christian Ditlefsen, der allerede har bevist sine evner inden for fag.
Pengene fra kalenderen skal gå til Stråtagets Kontor, der er tækkebranchens fælles kontor. Foto: Den jydske Haandværkerskole.
Tilbage i januar fik han af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) overrakt en gave og et diplom ved Danmarksmesterskaberne i Skills i Herning, hvor hundredvis af unge dystede i forskellige håndværksfag.
Ingen afklædte kvinder på den nye kalender - derimod masser af unge tækkemænd! Foto: Den jydske Haandværkerskole.
Her nåede Christian Ditlefsen helt til tops i tækkemands-kategorien, og han kan derfor kalde sig Danmarks dygtigste lærling som tækkemand. Til marts venter endnu en stor udfordring i form af svendeprøven.
De 11 tækkemænd er selv kommet på idéen til kalenderen. Foto: Den jydske Haandværkerskole.
Han kan samtidig se frem til august, hvor et af de kølige efterårsbilleder fra containeren vil pryde vægge i private hjem og på arbejdspladser.
Christian Ditlefsen udgør nemlig motivet i høstmåneden, og han forklarer afslutningsvis til Avisen.dk, at pengene fra salget af kalenderen skal gå til Stråtagets Kontor - det er tækkebranchens fælles kontor, hvis mål er at fordoble antallet af tækkede kvadratmeter i Danmark.
Sådan her så de modige tækkemænd ud, da onsdagens usædvanlige opgave var blevet foreviget på kamera. Bravo! Foto: Den jydske Haandværkerskole.