Ritzau
Opdateret kl. 23:04
Chelsea ender som nummer to i gruppe C i Champions League efter 1-1 mod Atlético Madrid tirsdag aften på hjemmebane. Roma vinder gruppen med en sejr over Qarabag på 1-0.
Andreas Christensen og Chelsea var inden aftenens opgør mod Atlético Madrid sikret videre avancement fra gruppespillet i Champions League, men Atlético Madrid havde stadig sin chance at spille for.
Men der skulle som minimum en sejr over Chelsea til, for at avancement kunne blive en realitet, og fra kampens begyndelse så den sejr ikke ud til at komme let på Stamford Bridge.
Chelsea sad på det meste, og efter et kvarters tid var danske Andreas Christensen tæt på at bringe sig selv i måloplæggerens rolle.
Landsholdsspilleren fandt Alvaro Morata med en fin aflevering op i midten af banen, men spanieren sendte bolden en halv meters penge forbi målet.
Italienske Davide Zappacosta bragede fem minutter inden pausen et skud mod nærmeste stolpe, men igen var Jan Oblak på plads i sit mål.
Madrid havde også chancer, men det var Chelsea, der dominerede i første halvleg. Atletico skulle dog vise sig at komme mere med i anden halvleg, og holdet fik også bragt sig foran.
Det skete efter cirka ti minutters spil, da Fernando Torres headede et hjørnespark videre ind i feltet og Saúl Ñíguez sendte bolden i mål.
Et kvarter før tid fik de engelske mestre dog bragt balance i regnskabet, da en afslutning fra belgiske Eden Hazard ramte Stefan Savic, og forsvarsspilleren blev noteret for et selvmål.
I gruppens anden kamp tog Roma en sejr på 1-0 over Qarabag, og det var nok til at bringe italienerne op på lige så mange point som Chelsea. Roma er dog bedst i indbyrdes opgør.
Målet blev sat ind ti minutter inde i anden halvleg af Diego Perotti efter smart kombinationsspil med Edin Dzeko.
/ritzau/