De ansatte i Elgiganten får alligevel deres julegave i år. Det oplyser elektronikkæden i en mail til BT.
Forleden meddelte Elgigantens ledelse ellers, at de ansattes julegave i år ville blive doneret til virksomhedens egen velgørenhedsfond.
Det var helt efter de ansattes egne ønsker, skrev man i en intern meddelelse, som BT havde fået indsigt i.
Men det faldt ikke i god jord. De ansatte vil gerne være med til velgørenhed, men det bør være et til- eller fravalg hos den enkelte ansatte, om man vil donere eller ej, sagde en anonym medarbejder til avisen.
Nu vender Elgiganten ledelse således rundt, og bøjer sig for kritikken fra medarbejderne:
- Derfor har vi besluttet, at alle medarbejdere i Elgiganten får en personlig julegave som tidligere år, samtidig med at vi selvfølgelig stadigvæk kommer til at støtte velgørende formål ude lokalt ved de forskellige varehuse rundt i Danmark som oprindeligt tiltænkt, fortæller kommunikationschef i Elgiganten Danmark, Frederik Danvig, i en mail til BT.
Ifølge avisen skriver Jaan Ivar Semlitsch, koncernchef i Elkjøp Nordic, som ejer Elgiganten, blandt andet i en ny intern meddelelse følgende:
"Kære kolleger. Julegaver har sandelig skabt en masse engagement med mange kommentarer. Vi har også lavet en undersøgelse i Norge for at få input. Jeg har lyttet til jeres input og besluttet, at vi også vil give julegaver til vores ansatte dette år".
Jaan Ivar Semlitsch meddeler samtidig, at beslutningen om at give de ansatte julegaver ikke kommer til at påvirke det beløb, der vil blive doneret til fonden.