I samarbejde med Anne Winter, anwi@avisen.dk 

For den ene ende af bordet plaprer projektdirektør Kjeld Boye-Møller løs om, at budgettet er under pres. For den anden sidder DR¿s ledelse med hovedet i hånden og tankerne langt væk.

Sådan kan man let forestille sig møderne om DR s byggeri i foråret og efteråret 2005. I hvert fald sev det ikke ind, at der var stor risiko for, at prisen for det dengang 3,3 milliarder kroner dyre byggeri ville løbe løbsk - faktisk med 1,7 milliarder. Advarslerne var ifølge flere ledelsesmedlemmer for kedeligt serveret.

Det kunne man i går høre i radiodokumentaren På gyngende grund på P1.

Misforstod »under pres«

Først bagefter gik de op for ledelsen, hvad projektdirektøren egentlig fablede om.

»Det er jo noget, som nogle af os har grinet ret meget af. Sådan en slags galgenhumor. Fordi vi opfattede jo udtrykket under pres som noget helt andet end det, det viste sig at være. ¿Under pres¿ betød, at nu var det for alvor galt - det er faktisk helt galt. Jeg troede, at under pres betød, at nu var der en svær opgave, som vi virkelig skulle anstrenge os for at komme igennem. Det, troede jeg, var ¿under pres¿,« siger programdirektør og tidligere fungerende generaldirektør Lars Vesterløkke i dokumentaren.

Kedelig og tør

I stedet for at lytte ordentligt efter sad bestyrelsen og faldt i staver, fordi Kjeld Boye-Møller var kedelig.

»Flere fra ledelsen gav udtryk for, at han var svær at forstå, at han talte meget langsomt og omstændigt, hvilket gjorde, at de mistede koncentrationen og spacede ud,« siger Lisbet Larsen, som sammen med Lars Rugaard har lavet dokumentaren På gyngende grund til P1.

Reagerede ikke

Flere omtaler projektdirektøren som »meget venlig, men også ret konliktsky«, ikke desto mindre forsøger han at sige, at der er noget galt. I foråret 2005 skriver han, at budgettet er under pres, men angiver samtidig nogle formildende omstændigheder, og der laves en spareplan. Men i efteråret skriver projektdirektør Keld Boye-Møller igen, at budgettet på flere milliarder er under pres, og denne gang er der ingen formidlende omstændigheder. Alligevel får det ikke ledelsen til at reagere.

»I referaterne fra direktionens møder fremgår det ingen steder, at man vil gøre noget ved det, og der bliver heller ikke stillet uddybende spørgsmål om, hvad det betyder, og hvor galt det kan gå,« siger Lars Rugaard.

Men det afviser programdirektør Lars Vesterløkke.

»Og hvad så, hvis der ikke står noget? Selvom der ikke står noget om nogen beslutninger i referaterne, fik vi altid en rapport, der beskrev situationen, og hvad man ville gøre ved den. Derfor fremgår det kun af referaterne, at vi har taget rapporterne til efterretning.«

Mudret ansvarsfordeling

Men at tage en rapport til efterretning er ikke det samme som at tage en beslutning, siger Lars Rugaard, som står bag dokumentaren.

»Først i februar det efterfølgende år kan man læse, at der er fremlagt et forslag, man skal tage sig af. Det gør der ikke i efteråret, der kan man bare læse, at den er rivende gal måned efter måned.«

Men de to journalister bag dokumentaren understreger, at der ikke er én ansvarlig.

»Man kan ikke sige at det var ham . Bestyrelsen skyder på byggeudvalget, byggeudvalget skyder på direktionen og direktionen skyder den videre. Og ansvarsfordelingen bliver endnu mere mudret af, at Kjeld Boye-Møller var ansat uden om direktionen og byggeudvalget. Man har lavet en konstellation, hvor det er svært at pege på, hvem der har ansvaret,« siger Lisbet Larsen.

Bestyrelsen vil ikke udtale sig om byggeriet med henvisning til Rigsrevisionens undersøgelse, og de vil heller ikke udlevere referater fra bestyrelsesmøderne, og ifølge Lisbet Larsen gør »hemmelighedskræmmeriet det svært at vide, hvem der har vidst hvad«.

»Desuden har jeg mine tvivl om, hvor meget Rigsrevisionens undersøgelse kan bibringe. Det kunne jo være, at man ikke havde skrevet alt ned i bestyrelsereferaterne.«