Den B.T.-journalist, der forsøgte at få Brorson-præst Per Ramsdal i fedtefadet, bliver nu meldt til politiet.
Sognepræst i København Kirsten Sandholt vil have politiet til at undersøge, om journalisten har gjort noget strafbart. Derfor har hun politianmeldt ham.
B.T.'s chefredaktør Peter Brüchmann tager anmeldelsen med ro. Han mener, det er en legitim journalistisk metode.
Anmeldelsen bunder i, at B.T.-journalisten ringede til præsten i Brorsons Kirke, Per Ramsdal, og tilbød sin hjælp til at hjælpe de afviste irakiske asylansøgere med at skjule sig.
Journalisten tilbød at stille både sit kælderværelse og sin ødegård i Sverige til rådighed for de afviste irakere.
Per Ramsdal har efterfølgende fået massiv støtte fra kollegaer og politikere, men er ikke desto mindre blevet sendt på tre ugers ferie af biskoppen i Købehavn.