Andreas Knappes håb om få sit gennembrud i amerikansk fodbold lever i bedste velgående.
Mandag oplyser den 27-årige dansker på Facebook, at han har skrevet under på en kontrakt med NFL-holdet Denver Broncos for næste sæson.
– Det betyder meget. Jeg er glad for, jeg har en klub gående ind i mit tredje år. Jeg har været lidt forfulgt af uheld i 2018. Så glæder mig til, at det vender i 2019, og at jeg har formået at gøre, hvad holdet har villet have, så jeg er tilbage hos dem næste sæson, siger Knappe til gulklud.dk.
Danskeren, der spiller offensiv tackle, har de seneste to år været tilknyttet flere NFL-hold, men uden at få spilletid i en betydende kamp.
Ifølge gulklud.dk har Knappe døjet med flere skader i 2018.
Senest en forstrækning i låret, som afsluttede hans sæson i november, hvor han var en del af Broncos træningstrup.
Han spillede også en smule for Broncos i optakten til sæsonen 2018.
Den nye kontrakt med Broncos træder i kraft til marts, når NFL-holdene indleder forberedelserne til den nye sæson.
/ritzau/