I sidste sæson endte Brøndby på andenpladsen i Superligaen, og i denne sæson ligger holdet nummer et lige nu og bejler i den grad til det danske mesterskab.
Da Brøndby i 2016 definerede en ny otteårig strategi i klubben, var målet at være en klub i top-5.
Men det er nu ændret, fortæller Brøndby-sportsdirektør Troels Bech til klubbens hjemmeside. Nu vil Brøndby være en klub i top-3 gældende fra indeværende sæson.
- Hvor vi tidligere budgetterede med en top-5-placering frem til og med 2019, justerer vi derfor vores økonomiske ambition, så det nu hedder en top-3-placering, hvilket er to år tidligere end planlagt, siger Troels Bech.
Han peger på, at klubben på mange punkter har flyttet sig væsentligt i de seneste to år.
- Det er tydeligt for os, at vi på banen kan se et tydeligt, sportsligt udtryk i presspillet og ikke mindst et fællesskab mellem spillerne og fansene på tribunen, som var væsentlige forudsætninger for at lykkes med vores sportslige målsætninger.
- Vi har på kort tid lykkedes med at reformere vores spillestil, og den umiddelbare sportslige succes har tændt en gnist blandt alle, der følger Brøndby, men vi er ikke i mål, siger han.
Sportsdirektøren fortæller om den justerede økonomiske ambition i den sportslige sektor.
- Vi ønsker, at gnisten skal blive til et bål, der skal brænde i årene fremover. Det sker ikke ved en enkelt sejr eller to, men gennem kontinuerligt fokus og hårdt arbejde fra alle i Brøndby, i årene der kommer, siger han.
Troels Bech roser klubbens ungdomsafdeling, som skal hjælpe førsteholdet i de kommende sæsoner.
- Flere af vores unge talenter i dag er inde og snuse til vores superligatrup. Flere af dem har trænet med fra tid til anden, og enkelte har endda fået debut i Superligaen.
- Vi er derfor forvisset om, at vi i årene, der kommer, i langt højere grad selv vil forme fremtidens Brøndby-spillere, samtidig med at vi spiller med i toppen af dansk fodbold, siger Troels Bech.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.