Det så endelig så godt ud for de hårdt prøvede Brøndby fans, men det endte så bittert i rivalkampen mod FC København.
En stor del af den kuldsejlede sæson kunne reddes for Brøndby, der hjemme tog imod FC København. Hjemmeholdet med blot to sejre i sæsonen og gæster som ubesejret.
Og selvom det langtfra lignede en udesejr kan FC København alligevel løfte armene.
Brøndby startede kampen klart bedst og dominerede både tempomæssigt og fysisk kampen. FC København var længe om at komme igang og virkede rustne.
Det var da også hjemmeholdet, der fortjent kunne tage føringen, da en bold dumpede ned til Mikkel Thygesen lige uden for feltet. Den skaldede offensivspiller hamrede resolut kuglen i kassen.
Kort efter pausen var Brøndbys unge Martin Gehrt centimeter fra at bringe Brøndby på 2-0, da han ramte overliggeren. Men langsomt begyndte FC København at æde sig ind i kampen og få overtaget.
Det kom dog som et lyn fra en klar himmel, da Dame N'Doye pludselig afsluttede langt fra mål og med et overraskende fladt skud kunne udligne efter 59 minutter.
Brøndby forsøgte, men gæsternes fysik fik overtaget og nedturen blev total, da Cesar Santin nemt kunne score til 1-2 på et godt indlæg fra N'Doye.