Skuespilleren Brad Pitt har aldrig lagt skjul på, at han er meget interesseret i design og arkitektur.
Og hvis ikke det var gået så strygende med hans filmkarriere, så kunne han sagtens have været gået en helt anden vej.
Nu springer den populære herre nemlig ud som møbeldesigner. Sammen med møbel-mageren Frank Pollaro har han nemlig designet en serie af møbler, som han vil løfte sløret for i næste uge.
Det skriver femalefirst.co.uk.
Til magasinet Architectural Digest fortæller Brad Pitt, at han har brugt lang tid på at gøre sit design helt perfekt, og at han er "næsten unaturligt optaget af at kvaliteten skal være helt i top".
Den 48-årige skuespillers kollektion af møbler inkluderer blandt andet spiseborde, sofaborde og sengeborde, stole og et stort badekar i marmor, der er beregnet for to personer.
Magasinet afslører, at der blandt bordene er tale om blandt andet et spisebord i træ og et glasbord med ben i 24 karat guld.
Brad Pitt har siden begyndelsen af 1990'erne brugt en del af sin fritid på at tegne møbler og bygninger.