Tre mænd har mistet livet, da en bombe, som var anbragt i deres bil, detonerede syd for den irakiske by Kirkuk.
Kilder i politiet siger, at det formentlig har forbindelse til lørdagens parlamentsvalg i Irak.
To af de dræbte var vælgere og den tredje observatør på et valgsted nær byen al-Khan, siger kilderne.
Islamisk Stat har taget skylden for angrebet.
Jihadister har truet med angreb op til valgdagen. Det er det første valg i Irak, siden IS sidste år blev nedkæmpet af den irakiske hær.
Under kampene mod IS blev den irakiske hær støttet af en koalition af lande anført af USA.
Mange irakere har på valgdagen udtrykt håb om, at fordrivelsen af IS fra store dele af Irak vil betyde en mere fredelig og stabil fremtid.
/ritzau/Reuters