Bekymringen over præsident Donald Trumps planer om at flytte USA's ambassade i Israel til Jerusalem er stigende, og advarsler kommer fra mange kanter.
Senest har Trumps nært allierede kong Salman i Saudi-Arabien sagt, at det vil være farligt.
Det kan bringe de muslimske sind i kog, siger Salman på saudiarabisk tv, hvis ambassaden flyttes, inden en permanent fredsaftale er indgået.
Al-Arabiya rapporterer, at kong Salman tirsdag har talt i telefon med Trump, som har informeret kongen om USA's intention.
Trump har haft samtaler med flere statschefer i regionen om samme emne.
- Det vil skade fredsforhandlinger og øge spændinger i regionen, siger kong Salman om udsigten til en ambassade i Jerusalem.
Saudi-Arabiens konge støtter ifølge tv-kanalen palæstinenserne og deres "historiske ret".
- Et så farligt skridt vil bringe muslimske sind i kog over hele verden på grund af Jerusalems og al-Aqsa-moskeens store betydning, siger kong Salman.
Moskeen al-Aqsa er et af de helligste steder for muslimer efter de to hellige steder Mekka og Medina, der ligger i det nuværende Saudi-Arabien.
Donald Trump var tidligere på året på visit i Saudi-Arabien, hvor en tilsyneladende meget fornøjet amerikansk præsident dansede sværddans.
Han annoncerede undervejs, at Saudi-Arabien har lovet at spendere svimlende summer på amerikanske våben.
/ritzau/Reuters