David Trads er journalist og forfatter.
Man kan hoppe og danse og råbe liberale slogans ud af sin megafon, men man kan altså ikke tale sig ud af, at uligheden i disse år vokser i et rædsomt hurtigt tempo – og at denne polarisering ødelægger det Danmark, vi kender.
Danmark er – og tak for det – et af klodens mest lige samfund. Det er den primære årsag til, at vi også er et af verdens lykkeligste folk. Vi ved i dag, at lige muligheder i et samfund – til uddannelse, sundhed, ældrepleje, den slags – også skaber de rigeste nationer.
Men – og det er et meget vigtigt men:
Alle tal – som i A-L-L-E tal – går i disse år og med accelererende fart den gale vej. De rigeste stikker af i toppen. De fattigste falder endnu dybere i bunden. Det handler om indkomst, formue, gaver til de rigeste, straf til de svageste, og et skattesystem, der hjælper de rigeste.
Et er, at gini-koefficienten – den nationaløkonomiske målestok for ulighed – åbenlyst er steget. Noget andet er disse fem fakta, som man skal være Donald Trump – eller herhjemme Joachim B. Olsen eller Simon Emil Ammitzbøl – for ikke at kunne se problemerne i:
For det første – indkomster:
Gabet mellem den rigeste ene procent og de fattigste 10 procent er øget år for år de seneste 15 år, men fra 2010 til 2015 er det gået amok. De rigeste har i gennemsnit fået indkomstfremgang efter skat på 240.000 kroner om året. De fattigste har tabt 2.000 kroner.
For det andet – formuer:
Kun de rigeste 30 procent har haft formuefremgang de forløbne 10 år. De ti procent rigeste har øget formuen med i snit 625.000 kr. De fattigste 10 procent har øget deres gæld med 270.000 kr. Top 1-procent har øget andelen af landets formue fra 18 procent til nu 23 procent.
For det tredje – skatten:
I takt med at den rigeste ene procent har øget dens indtægt og formue har den fået bevilget skatterabat efter skatterabat. I dag betaler de i gennemsnit 6 procent-point mindre i skat af deres indkomst end i midt-1990erne. De fattigste betaler i dag 2 procent-point mindre.
For det fjerde – direktør:
I dag tjener en direktør i et af de 20 største selskaber i snit 15 millioner kroner om året. Det svarer til 35 gange en LO-arbejder. I 1983 tjente de syv gange så meget. Alene de forløbne tre år har de øget deres månedsløn med 33 procent. En arbejderløn er steget med 1,5 procent.
For det femte – fattige:
Noget skal det jo gå ud over – og det er entydigt de svageste. Antallet af fattige er fordoblet! Ja, fordoblet! Titusinder af voksne og børn rammes af kontanthjælpsloftet og andet. Voksne tvinges til at gå i slidt tøj, børn kan ikke deltage i fritidslivet. Vi har fattige børn i Danmark!
Jeg synes, at summen af disse fem fakta – og der er desværre uendeligt meget mere, som underbygger pointen om øget ulighed – burde være det vigtigste politiske emne overhovedet. Intet er en stærkere dansk værdi end, at alle skal have samme muligheder for at få et godt liv.
Lige nu er det, som om at vi – både i politik, på direktionsgangene og i vores daglige liv – desværre bare siger ’sådan er det jo’ til denne udvikling. Det er, som om at vi alle sammen tænker, at ’nødvendighedens politik’ gør denne triste trend umulig at vende.
Det er noget vås!
Selvfølgelig kan vi stoppe denne rædsomme stigning i uligheden. Det kan politikerne gøre på Christiansborg, i regionerne og kommunerne – og det kan vi alle sammen gøre ved klart og tydeligt og råbe op:
Uligheden går amok! Det skal stoppes!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.