Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
"JEG HÅBER, du er lige så god til at pudse dem, som du er til at sutte den af på Allan”. Sådan sagde min chef til mig en dag, jeg stod og pudsede automaterne uden for butikken. Han var min arbejdsgiver, og jeg var 13 år gammel. Allan var hjælper et andet sted i virksomheden, og jeg havde aldrig vekslet et ord med ham.
Jeg kan stadig huske overraskelsen, vantroen og så tvivlen: Sagde han virkelig det? Eller var det bare mig? Herfra er fulgt mange oplevelser, hvor jeg har tænkt: Er det bare mig? Jeg fortalte det ikke til nogen dengang. Mit 13-årige jeg kunne simpelthen ikke sige det højt.
Det lader til, at jeg ikke er den eneste, der som noget af det første har stillet mig tvivlende overfor egne oplevelser. Det burde jeg ikke, for selvom jeg faktisk ikke er særligt sippet, så er mine grænser knivskarpe, når det kommer til magtforhold, som arbejdsrelationer er, eller børn, som en 13 årig er.
ER GRÆNSERNE så svære?
Den sidste tids #Metoo kampagne, hvor kvinder over hele verden bryder tavsheden om sexuelle overgreb eller chikanerende adfærd og i særdeleshed nogle af reaktionerne på den, fortæller mig, at grænserne ikke er knivskarpe.
Da jeg valgte at dele, at jeg også havde oplevet overgreb, havde jeg regnet med mange ting, men at blive skældt ud og hånet var ikke på den liste. Jeg havde heller ikke regnet med, at jeg skulle ud i endeløse diskussioner om, hvad mænd egentlig må og da heller ikke, at jeg skulle forsvare, at kvinder delte deres oplevelser, uden at det betød, at vi havde rottet sig sammen og erklæret Harvey Weinsteins skyldig uden rettergang.
Nogle synes ikke, det er væsentligt, for det er jo ikke alle mænd. Men her er en tanke: Hvis du synes, det ikke er vigtigt at snakke om, fordi det jo ikke er alle mænd, hvorfor synes du så, det er vigtigt at tale om dårlig integration eller kriminalitet blandt indvandrere? Det er jo heller ikke alle indvandrere?
Heldigvis har rigtig mange lyttet til de mange kvinder med en blanding af medfølelse, oprigtig nysgerrighed og forfærdelse. Men der er også de, både mænd og kvinder, der har benyttet sig af muligheden for at kalde kvinderne for hysterikere og opmærksomhedssøgende.
ÅBENBART FALDER det nogle svært at finde grænserne. Det kan være svært for mig at forstå, men nuvel, jeg må tage dem på ordet. Vi må debattere sex, begær, attraktion og hvordan man responderer på det mere åbent. Vi må kræve af os selv og hinanden, at vi siger fra, hvis vi oplever en ven eller bekendt gå over grænsen.
Man kunne jo starte med at spørge: Hvis det nu var din datter, synes du så chefen (eller nogen) skulle sige sådan? Skulle hun have en hånd i skridtet på vej forbi eller kaldes luder, fordi hun ikke smilede? Skulle hun jagtes igennem et boligkvarter eller presses ind i en opgang af en vildtfremmed mand, der tilfældigt kom forbi? De mænd, der har svært ved at finde grænserne må vi hjælpe med at forstå det.
SÅDAN SKAL du fandme ikke tale til mig.
Jeg har to døtre. Jeg ønsker for dem, at de aldrig tvivler på deres egne oplevelser, men i stedet siger klart og tydeligt fra. Deres seksualitet skal ikke pakkes ind i vat, men skal heller ikke vades på. Det gør ikke noget, at det rygtes i byen, man ikke skal arbejde i den butik for ejeren siger upassende ting til børn. Og jeg vil ønske, at det var, fordi min datter klart og tydeligt sagde: ”Sådan skal du fandme ikke tale til mig”.
Og hun skulle aldrig spekulere på, om det nu var noget, andre synes var slemt nok. Såfremt Weinstein er skyldig burde hans pengeflod ha' løbet tør efter første overgreb. Nogle skulle ha' sagt: ”Det støtter vi ikke” – indtil han holdt op.
KAMPAGNEN har lært os mange ting: For det første at rigtig mange kvinder har oplevet det, altså at omfanget er enormt. Men først og fremmest, så kræver kampagnen, at vi lytter. Bare tier og lytter og tager alle disse oplevelser ind.
I respekt for de tusindvis af små og store, grænseoverskridende og ødelæggende oplevelser, skal der ikke indvendes. Bare lytte.
Og så skal vi finde en måde at lære os alle at sige fra og at tage ejerskab over vores seksualitet – i respekt for andre.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.