Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
DET ER ET ÅR SIDEN, at jeg blev vækket af min søn, med beskeden om, at en af mine kollegaer fra Center Lindegården i Roskilde, var blevet dræbt af en beboer.
Jeg husker følelsen af chok og vantro. Tankerne om, at det ikke kunne være rigtigt, og at han måtte have hørt forkert. Men det var rigtig, min kollega Vivi var blevet stukket med en kniv af en beboer med døden til følge.
JEG OG MINE KOLLEGAER havde længe talt om, at vi var bange for konsekvensen af vores arbejdsmiljø, fordi der boede en gruppe beboere, som tog stoffer, og som truede personale og medbeboere på livet. Der var også situationer, hvor jeg oplevede, at mine kollegaer blev ramt af slag eller spark af en af disse beboere.
I dagene efter drabet på Vivi blev jeg rigtig vred på politikere og embedsmænd, fordi de kom med udtalelser om, at personalet på landets bosteder manglede kompetencer. Karen Ellemann sagde, at vi som personale skulle klædes bedre på til vores opgaver.
JEG BLEV VRED, fordi jeg oplevede, at vi var klædt på til vores opgaver, men at det intet hjalp, når de personer, der flytter ind hos os, var så syge og psykotiske, at de var til fare for sig selv og deres omgivelser.
Nu et år efter bliver jeg stadig vred, fordi jeg oplever, at der på landsplan ikke er ændret noget. Der har ikke været en eneste konkret handling, der kan ændre på, at der lige nu kan ske endnu et drab på et hvilket som helst bosted i landet. Og det er sørgeligt, for Vivi er ikke den eneste, der har mistet livet. Hun var den femte på fire år, der mistede livet på grund af voldelige overfald på socialpsykiatriske botilbud.
Derfor gør det mig glad, når FOA fortæller sine medlemmer, at man ikke skal arbejde, hvis man føler sig truet, og at der er noget, der hedder ‘liv, ære og velfærd’, som tillader de ansatte at stoppe arbejdet, hvis de bliver truet på livet eller overfaldet overfaldt. Jan Hoby næstformand i LFS, har også skrev et bloginlæg om samme paragraf lige efter Vivis drab, i forbindelse med at mine kollegaer og jeg valgte at strejke.
MEN HVOR BLIVER JEG så meget meget træt, når jeg kan læse i en artikel her på Avisen.dk, at både formanden for Dansk sygeplejeråd og formanden for socialpædagogerne er uenige med FOA. Igen nævnes det, at det handler om personalets kompetencer. Der står endda, at socialpædagogernes formand siger, at det ikke er op til det enkelte medlem at træffe beslutning om, at der er tale om farligt arbejde.
Hvorfor er det, at mine kollegaer og jeg som ansatte ikke bliver taget alvorligt? Hvordan kan det være, at der ikke er tillid til de ansatte, når de fortæller, at de føler deres liv er i fare?
Jeg føler, at jeg som ansat er havnet i en magtkamp mellem politiker, faglige organisationer og andre interesseorganisationer, hvor det gælder om at promovere sig selv. Imens står jeg og mine kollegaer på gulvet og fortæller om virkeligheden, men den bliver ikke hørt.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.