Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
DET ER ALTID MED EN KNUDE I MAVEN, at jeg giver udtryk for min mening i medierne. I et af mine første blogindlæg her på Avisen.dk, fortæller jeg om frygten for at blive fyret, og den frygt sidder faktisk stadig i mig, hver gang jeg har udtalt mig.
Samtidig er jeg også nervøs for, om det jeg siger, bliver udlagt på en måde, jeg kan stå inde for. Lige fra starten har jeg udtalt mig på egne vegne, på nær da mine kolleger og jeg var i strejke på Lindegården, og det er vigtigt for mig, at jeg er tro mod mig selv, mine kollegaer og beboerne på Lindegården.
JEG HAR OPLEVET, at det jeg siger og skriver, kan blive brugt i en helt anden kontekst, end den jeg oprindelig har tænkt det i. For eksempel blev mit første Facebook-opslag til politikerne brugt i en avis, som jeg ellers have sagt nej til at udtale mig til.
Jeg har oplevet, at en organisation har brugt mine udtalelser i et opslag på Twitter og vinklet det, så det passede ind i deres budskab. På tv oplever jeg, at det, jeg siger, kan få en helt anden betydning, end den jeg har tænkt, afhængig af præsentationen af indslaget.
Da jeg blev spurgt, om jeg ville udtale mig i forbindelse med, at regeringen har droppet lovforslaget i forhold til at lave specialiserede enheder i psykiatrien, var det med stor nervøsitet, at jeg sagde ja. Blandt andet fordi jeg ikke vil bruges i en magtkamp imellem organisationerne om, hvem der får sit løsnings-forslag igennem.
MEN JEG VIL GERNE FORTÆLLE, at jeg i første omgang blev vred og opgivende, da jeg hørte at planen om de specialiserede enheder blev droppet. Ikke fordi jeg tænker, at de specialiserede enheder var et super fantastisk forslag, men fordi jeg blev ærgerlig over endnu engang at opleve, at der ikke sker noget som helst, som kan forhindre, at der kan ske flere drab.
Men samtidig tænkte jeg også, at jeg ikke kendte det konkrete indhold af lovforslaget, og jeg jo heller ikke ønsker øgede tvangsforanstaltninger.
SÅ NÅR NU POLITIKERNE dropper forslaget, så vælger jeg at tænke, at det må være fordi, det giver mening, men i samme tanke spørger jeg: ”hvad har I så tænkt jer? Hvorfor kan det ikke bare lade sig gøre, at give psykiatrien det løft, som, rigtig mange fortæller jer, er nødvendigt”
Så når jeg vælger at blive ved med at sætte mig selv i spil, er det med bevidstheden om, at jeg kan risikere at blive udnyttet, og det bedste vil måske være, at jeg trækker mig fra debatten. Det hele ville være bedre, hvis jeg ikke udtaler mig mere, og jeg i stedet nøjes med at være taknemmelig over alle de tiltag, der er kommet på Lindegården.
MEN NÅR JEG TÆNKER på alle de historier, jeg har fået fra mennesker, der har været udsat for vold og trusler, og på de mennesker, der har mistet livet, så får jeg modet til at forsætte med at presse på.
Det skal lykkes at få konkrete handlinger, så de mennesker, der har brug for hjælp i psykiatrien, kan få det, før de ender med at blive til fare for dem selv og andre.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.