Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DISRUPTION ER ET MODEORD, - men det er ikke noget nyt ord og slet ikke nogen ukendt mekanisme. Det betyder noget med en pludselig, uforudset forandring, - og det er blevet særligt populært de sidste år, hvor forandring dyrkes som en religion.
Disruption er også velkendt i politik.
Der var jordskredsvalget i 1973, da Glistrup væltede ind i Folketinget med 28 mandater. Det viste jeg tydeligt, at arbejderklassen kan være alt andet end rød.
Der var Poul Schlüter, det konservative kompromis efter magtkampene, parfumesælgeren – som blot levnedes få måneder ved regeringsmagten. Det borgerlige regimente endte med at vare 11 år!
Der var Helle Thorning, der kørte dygtigt, glat og systematisk igennem og ret elsket af erhvervs-Danmark og mange af de borgerlige økonomer. Men hun vandt aldrig folkets kærlighed og tabte det hele på gulvet, da gevinsten skulle scores.
Og så er der Mette Frederiksen og Socialdemokratiets farvel til pladderhumanismen og forsøg på at overhale DF indenom i flygtninge- og indvandrings-diskussionen. Det virkede om en disruption, da kursskiftet blev proklameret. 68-generationen er gået på pension.
DET VIRKER IKKE som disruption hos de socialdemokratiske kærnevælgere i mit ”taxi-parlament” – den sølvfarvede Mercer med det grønne logo. Det virker mere som en stemning af enten en slags tryghed:
- Jeg ka’ sgu godt li’ Mette (Frederiksen). Hun er ærlig og siger, hvad hun mener.
Det er oftest den klassiske socialdemokratiske stemme, der taler. Hvad enten eliten kan lide det eller ej, må der være nogle, der siger frit, at det bare ikke går med en skare af fremmede mennesker, der lægger afstand til den kultur, de har valgt at flytte eller flygte til.
Vi er utrygge og det forstår Mette!
Hun har væbnerne på plads: Henrik Sass Larsen, kamphunden tættest på DF-værdierne og Mattias Tesfaye i rollen som den tænksomme, intellektuelle arbejder, der trækker linjer tilbage til den virkelige, socialdemokratiske forhistorie. Bad cop. Good cop.
GODT SPIN? Taktisk set lyder det godt nok som det helt rigtige setup til et Socialdemokrati i vækst: Vi skal have arbejderstemmerne tilbage fra DF ved at mødes med dem og samarbejde med konkurrenterne. Langt hellere end at tro på kræfterne i den røde blok, der er de borgerliges onde skræmmebillede og derfor et argument i sig selv mod en rød regering.
Det er også tydelig sympati fra mere røde kunder i taxiparlamentet for Mette Frederiksens person. Hun er god nok. Inderst inde er hun rød!
Vi taler om en behagelig sum af sympati – på trods.
HUN ER AKADEMIKER
Hun er endnu ikke fyldt 40. Hendes erhvervskarriere indskrænker sig til et år – som ungdomskonsulent i LO.
Hun har sendt et af sine børn i friskole, selv om socialdemokrater pr. tradition hader middelstandens og bondestandens frie skolesyn.
Men hun er helt fri for de sexistiske og mandschauvinistiske angreb på forgængeren Helle Thorning, - en kvindelig socialdemokrat, som – bortset fra alderen – nærmest havde samme profil. Helle var en Gucci-model. Mette er en kvinde af folket, selv om ingen har set hende bære rundt på en Fjällräven rygsæk.
Men så er der den der forbandede disruption.
At det det hele ikke går efter planen.
HVAD NU HVIS? Hvad nu, hvis tendenserne i meningsmålerne gennem længere tid holder stik fremover. Lige nu, er der ikke meget der tyder på, at den socialdemokratiske strandhugst blandt DF-vælgerne er særlig succesfuld. Soc’erne går lidt frem i forhold til sidste valg - men følger slet ikke takten i frafaldet hos DF. De fleste falder formentlig fra til andre borgerlige. A’s stemmefiskeri hos DF er ubetydeligt!
Socialdemokratiets reelle højredrejning har gjort venstrefløjen stærkere. Men socialdemokraterne har med kamphunden Henrik Sass Larsen lagt en afstand til den danske venstrefløj, som ideologisk overgår Gamle Per Hækkerups og som i praksis er et forsøg på usynliggørelse.
Og det må snart være klart, at de radikale hører hjemme i blå bloks økonomiske politik.
PROBLEMET FOR METTE OG A er, at den røde, røde blok vokser. Enhedslisten vokser bare. Alternativet rummer en del af den voksende, moderne teknologi-, miljø og iværksættergeneration, som hverken vil klistres til af den gamle liberalisme eller socialistisk dogmatik.
Og SF samler op på skuffede, røde socialdemokrater. Nu er Karsten Hønge blevet politisk ordfører og er fremragende til at tale - en veloplagt klog og velformuleret – arbejder! Han kan fiske stemmer i den humanistiske, lavere middelklasse - skolelærere, sygeplejersker og andre offentligt ansatte, der bare ikke glemmer indgrebene og nedskæringerne under den sidste røde regering.
Det eneste socialdemokraterne kan håbe på er en smal, socialdemokratisk mindretalsregering. HVIS DF virkeligt får et dårligt valg. HVIS venstre går voldsomt tilbage med den (siger pressen) utroværdige Lars Løkke i spisen (der er endnu ikke noget, der tyder på det). HVIS den virkelige venstrefløj æder sig selv op – og ikke går samlet frem.
Hvis og hvis og hvis.
Løkke er efter min mening tættere på en Schlüter-disruption end på udsigten til at tabe regeringsmagten. Dødsdømt men levedygtig!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.