Blog

Af Mia Kristina Hansen
Se alle blogindlæg

Om Mia Kristina Hansen

Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.

I LØBET AF DET SIDSTE ÅR, har jeg sat mig selv i spil ved at ytre mig omkring de oplevelser, jeg har som ansat i socialpsykiatrien. Jeg begyndte at bruge min ytringsfrihed, fordi det var på min arbejdsplads Center Lindegården, at der var en ansat der blev dræbt.

Jeg blev vred over fordi jeg hørte, at de politikere der blev interviewet i forbindelse med drabet, kom med udsagn som: ”Det er fordi personalet ikke er klædt rigtig på.”

Ingen nævnte noget om, at der var blevet skåret i sengepladserne i behandlingspsykiatrien, så det er blevet sværere at blive indlagt og sværere at få lov til at være indlagt, den tid det er nødvendigt. Og at der derfor er nogle mennesker, der bliver til fare for sig selv og andre.  

HVER GANG JEG YTRER MIG i medierne, har jeg gjort mig store overvejelser først, og det er ikke noget jeg gør med lethed.  I et af mine første blog indlæg skrev jeg følgende: ”MIN STØRSTE FRYGT er at blive fyret fra mit arbejde og dermed miste mit økonomiske grundlag. Jeg frygter også for den kritik, jeg kan risikere at få fra kollegaer eller andre mennesker, der ikke er enige med mig.”

Men jeg har en endnu større frygt for, at endnu en ansat i psykiatrien vil blive dræbt, og den frygt får mig til at blive ved med at ytre mig.

JEG ER STADIG BANGE FOR AT YTRE MIG, og i disse dage er jeg ekstra nervøs, fordi jeg medvirkede i den DR-dokumentar, som hedder ”Dræbt i tjeneste”, og som belyser de fem drab der har været på ansatte i socialpsykiatrien siden 2012. 

Jeg får modet til at ytre i nuet, og jeg bliver ved med at minde mig om at vi i Danmark har ytringsfrihed. Men bagefter sniger frygten sig stille og rolig ind, og mine tanker skræmmer mig med historier jeg har hørt om ansatte i det offentlige, der er blevet dårligt behandlet eller fyret, fordi de har ytret sig.

Jeg har også en side af mig selv, som rigtig gerne vil gøre alle tilfredse, og jeg bryder mig ikke om at være uenige med nogle. Jeg fortæller i dokumentar-udsendelsen, at jeg oplevede, at vi blev færre mennesker på arbejde, at når der var en kollega der blev sygemeldt, gik på barsel eller stoppede, så kom der ikke en anden i stedet.

Det fortæller jeg ikke fordi jeg vil pege fingre af nogen, jeg vil bare gerne fortælle om virkeligheden, i håb om at politikerne lytter og kommer med konkrete handlinger.

For nogle dage siden spurgte jeg en klog mand: ”hvordan giver man offentlig ansat, modet til at ytre sig? ”Han svarede: ”Det gælder om at stå sammen og i fællesskab at få fortalt om virkeligheden. Vi skal huske, at Danmark ikke er et land, hvor man bliver skudt for at bruge sin ytringsfrihed.”

DET PRØVER JEG AT HUSKE, at det værste der kan ske er at jeg mister mit job, men det bedste der kan ske er at politikerne rent faktisk lytter, og at der vil ske ændringer, så der ikke kommer til, at være endnu et drab på en ansat i psykiatrien.