Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
JEG TÆNKER PÅ ALLE DE GANGE patienterne er væltet ind – og arbejdede hobede sig op. Jeg tænker på alle de gange, jeg er gået hjem uden at være sikker på at have husket det hele. Jeg tænker på de mange gange, jeg mødte ind næste dag og patientens navn var forsvundet fra tavlen. Det første, jeg tænkte på, var, om der var sket ham noget, og om det var min skyld.
Skyldfølelsen, ja den ramte mig faktisk tit hårdt.
Hvem ved, hvor mange fejl jeg har lavet, eller hvor meget jeg ikke har opdaget? Hvem ved, hvor tit jeg har glemt at måle et blodsukker, eller ikke fået det noteret? Måske noget medicin, jeg glemte, som aldrig blev opdaget, eller en liter væske som patienten fik alt for hurtigt i sit drop og som satte en kædereaktion i gang.
Mange aftener og nætter har jeg arbejdet, mens jeg har tænkt: ”Nu kan jeg ikke mere. Nu bliver det nødt til at stoppe, mens patienterne stadig dukkede op”, og mange gange har jeg gået forbi lægen med et glas saftevand og et par kiks eller taget noget aftensmad til side til hende, for ellers ville hun da intet få – når patienterne blev ved med at ankomme, og hendes telefon ringede uafbrudt.
MANGE GANGE HAR JEG REDDET HENDES RØV – og hun min. Vi har hjulpet hinanden med at huske på små mere eller mindre vigtige ting. Hun har brugt mine observationer til at vurdere patientens tilstand, og jeg har lænet mig op af hendes ekspertise og lægefaglighed. Jeg har taget prøver – mens hun er hastet videre, og jeg har ringet hende op, hvis prøven viste et skævt resultat. Sådan er systemet bygget op i det danske sundhedsvæsen. Vi arbejder sammen i tillid.
Nu er en læge i Svendborg blevet dømt for grov eller gentagende forsømmelse, fordi hun ikke noterede i journalen, at der skulle måles et blodsukker på en patient, der skulle undersøges for ondt i maven. På den travle afdeling kunne sygeplejersken ikke siden huske, at det blev ordineret, så det blev ikke målt. Men patienten blev både sat til at faste og fik sin medicin mod sukkersyge, insulin.
Det er farligt, hvis ikke du også får mad. Patienten blev bevidstløs og døde en måned senere. Det er dybt tragisk for ham og hans familien. Og vi skylder ham at tænke nøje over, hvordan hans død kunne være undgået. Skyldes det manglende kompetencer, manglende omhyggelighed, manglende procedurer, travlhed, stress, et system i knæ?
DET ER OGSÅ ULYKKELIGT FOR LÆGEN. Selvom man måske tænker: Godt at nogen bliver stillet til ansvar, så er ansvaret havnet hos den forkerte. Skal en læge notere alle ordinationer OG følge op på alle ordinationer? Det kan vi godt beslutte, men som vores sundhedsvæsen ser ud i dag, er det ikke muligt. Det vil også have omfattende konsekvenser.
Fx så vil en læge slet ikke kunne håndtere den mængde patienter, som de har i dag. I forvejen er det antal trukket alt for langt. Det er ikke rimeligt, hvad vi byder vores sundhedsprofessionelle og dermed vores patienter. Over hele landet protesterer læger nu under hashtagget #Detkuhaværetmig.
For det første, fordi vi slet ikke har haft en system, der byggede på, at lægen skulle notere og følge op på alt, men også fordi de godt ved, at der dagligt opstår lignende situationer, og at de pga. travlhed, ringe budgetter og manglende prioritering ikke noterer eller følger op på alt, men arbejder side og side med sygeplejersken.
NU HAR RETTEN DØMT DEN LÆGE, men det er helt urimeligt, at en enkelt læge skal bære ansvaret for et fortravlet system, et sundhedsvæsnet, der er strukket til bristepunktet, som har patientens liv på spil.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.