I DE SENESTE MÅNEDER har de fleste medier beskæftiget sig med den nu fratrådte beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune Anna Mee Allerslevs (R) magtmisbrug. De har blandt andet berettet om forskellige forvaltningsmæssige skuffeaftaler med Borgerrepræsentationen om gratis eller billig brug af offentlige ressourcer, som alle andre borgere skal betale for. Mange politikere og medier taler forarget om sagen og tager stor afstand fra hendes mangel på dømmekraft. Og den er også alvorlig.
De fleste af disse medier har dog været temmelig fraværende i forhold til andre nok så alvorlige skandaler i kommunens beskæftigelses- og integrationsforvaltning. Skandaler, der handler om forvaltningens sagsbehandling af alvorligt syge borgere med alvorlige diagnoser og stærkt nedsat eller nul arbejdsevne.
Her har det været ganske svært at komme til orde – og det ved jeg, fordi jeg har indsendt e-mails til næsten samtlige medieredaktioner i landet i løbet af sommeren 2017 med konkrete informationer om kritisable forhold i netop dén forvaltning. De fleste redaktioner svarede ikke, og kun ganske få journalister svarede, at de ville vende tilbage, hvis de fik tid. Det fik ingen af dem.
Så der forekommer mig at være et vist mål af hykleri i mediernes kritik af magtmisbrug. For at opnå spalteplads eller omtale i radio og tv, skal skandaler åbenbart ikke bare være skandaler, men må heller ikke vedrøre samfundsgrupper, der politisk og mediemæssigt placeres nederst på rangstigen.
Der er altid emner, som er langt vigtigere for medierne end skandaler, hvor syge borgeres dårlige retsforhold er i centrum. Misrøgtede svin. Eller en nyfødt giraf- eller flodhesteunge i zoologisk have, for eksempel. Skulle man virkelig have været en flodhest?
NU BENYTTER JEG ANLEDNINGEN til selv at bringe ét af de forhold frem, som jeg forgæves har fået medierne til at skrive om. Forhold, som ikke bare er uretfærdige og udtryk for dårlig dømmekraft helt generelt, men som har haft direkte negative konsekvenser for tusindvis af mennesker i Københavns Kommune, som på grund af sygdom, ulykke eller andre begivenheder ikke har haft nogen arbejdsevne og derfor har søgt kommunen om førtidspension. Det er uretfærdigheder i forvaltningen, som krænker retssikkerheden for rigtig mange borgere på et tidspunkt i deres liv, hvor de befinder sig i en særligt sårbar position.
Københavns Kommune er en af de kommuner, som har tilkendt færrest førtidspensioner overhovedet målt i forhold til antallet af indbyggere i de senere år. Der er også en meget stor gruppe borgere placeret på kontanthjælp og ressourceforløb. Sagsbehandlingen i kommunens jobcentre og især på Jobcenter Lærkevej er blevet kritiseret massivt; blandt andet har vi hørt, at lægeattester ofte bliver ignoreret, og at kommunen i mange tilfælde ikke efterlever Forvaltningsloven og Retssikkerhedslovens regler. Syge menneskers liv bliver til ventetid i 5, 10, 15 og 20 år. Det har Information, TV2 Lorry, Avisen.dk med flere fortalt om, ligesom de har beskrevet umulige arbejdsforhold for de ansatte sagsbehandlere.
MEN DE USUNDE FORHOLD i Beskæftigelsesforvaltningen trækker tråde nogen år tilbage, og den dårlige forvaltningskultur går så langt tilbage som til minimum 2010.
Man kan for eksempel læse i ”Resultatrevision 2013” fra Københavns Kommune, at kommunen allerede længe havde haft en stram tildelingspraksis på førtidspensionsområdet:
”Jobcenter København har igennem længere tid anvendt tildelingskriterier for førtidspension, som i høj grad minder om de kriterier, som førtidspensionsreformen lægger op til. Dermed har det været vanskeligere at reducere tilgangen til førtidspension i København sammenlignet med kommuner, hvor tildelingskriterierne tidligere var mere lempelige.”
Det kommer som en forklaring på, hvorfor Jobcenter København fra 2011 til 2013 havde reduceret antallet af nytilkendelser af førtidspension med relativt mindre end den 50 procents reduktion, som de fleste andre kommuner havde i samme periode og med samme rammevilkår, og mindre end den landsgennemsnitlige reduktion på omtrent 49 procent, som daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) havde udstukket som måltal for maksimale antal tilkendelser i 2013. København havde ”kun” reduceret tilkendelserne med 36 procent (fra 530 i 2011 til 337 i 2013).
Skal man tro rapporten, har kommunen med andre ord allerede inden 1. januar 2012 taget forskud på stramninger i tilkendelseskriterier for førtidspension og realiseret en meget stor del af de ”mulige besparelser” på især førtidspension, selvom loven først trådte i kraft 1. januar 2013. Rapporten dokumenterer, at kommunens ledelse har været fuldt bevidst derom. Og det virker, som om forvaltningen ligefrem roser sig af den foregribende forvaltningspraksis og nærmest vil legitimere sig selv over for en politisk inderkreds, som har stramning af førtidspensionen som en primær prioritet. Hvorfor ellers nævne det?
I ”RESULTATREVISION 2012” fra Københavns Kommune året før hører vi ligeledes, at Jobcenter København har reduceret antallet af nytilkendelser af førtidspension med 61 procent fra 2010 (hvor de har tilkendt i alt 1.064 personer førtidspension) til 2012 (hvor de har tilkendt i alt 413 nye personer førtidspension).
Det er til gengæld en langt større reduktion end den procentuelle reduktion i den sammenlignelige klynge af kommuner, og nu er der kun et ”negativt besparelsespotentiale”, hedder det i rapporten, hvilket betyder, at man allerede har gennemført de mulige besparelser. Indførelsen af de nye, stramme kriterier for pensionstilkendelse må altså også være sket før 1. januar 2011!
”Resultatrevision 2012” giver også en mulig tidsdatering af stramningerne: ”Siden august 2010 har kommunen centraliseret alle ansøgninger vedrørende førtidspension, fleksjob og revalidering i én enhed i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (…). Internt i enheden er arbejdet delt, så det er en visitator, der skriver indstillingen til Socialforvaltningen. Derved er det ikke den sagsbehandler, der har haft den løbende kontakt med borgeren, som tager stilling til, om der skal indstilles til pension. Det sikrer (…) at Københavns præcise tolkning af lovgivningen følges.”
I august 2010 havde Klaus Bondam (R) posten som beskæftigelsesborgmester, og han må have været impliceret i vedtagelsen af den nye praksis. Anna Mee Allerslev overtog posten 1. januar 2011 og har dog indtil nu båret hovedansvaret for denne praksis sammen med den øverste ledelse af Beskæftigelsesforvaltningen, medlemmerne af beskæftigelsesudvalget, Socialborgmesteren, Socialforvaltningens øverste ledelse og medlemmerne af kommunens socialudvalg i samme periode.
DEN GAMLE SKANDALE peger også opad i det beskæftigelsespolitiske system til daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Jeg har fået aktindsigt i et brev, som hun skrev til Anna Mee Allerslev vedrørende Københavns Kommunes beskæftigelsesplan for 2013. Det er dateret 21. december 2012, og ministeren skriver blandt andet: ”Jeg er helt opmærksom på, at Københavns Kommune i de seneste år har nedbragt tilgangen af personer til førtidspension væsentligt, og jeg håber at denne positive udvikling vil fortsætte” (J.nr. 2012-0019562).
Ovenstående krænkelser af retssikkerheden i Beskæftigelsesforvaltningen i årene forud for reformen af førtidspension er blot et lille hjørne af de kritisable forhold i Københavns Kommune. Andre borgere kan fortælle om deres møder med de københavnske jobcentre, og hvad de er blevet udsat for her. Både dengang og i dag.
KRÆNKELSERNE VIL FORTSÆTTE, så længe den øverste ledelse i forvaltningen ikke bliver skiftet helt ud og ændrer den kurs, som ser ud til at være påbegyndt engang i 2010. Derfor er der behov for kritiske journalister, som vil grave substansen frem om syge borgeres krænkede retsstilling i forvaltningen – og problematisere den offentligt. Også selvom Anna Mee Allerslev nu har trukket sig fra københavnsk kommunalpolitik og posten som beskæftigelsesborgmester.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.