Blinde og svagtseendes særligt gode evner til at lytte er fundamentet for successen for telemarketingsfirmaet Telehandelshuset i Taastrup.
Firmaet er på normale markedsvilkår på få år vokset fra 10 til 20 ansatte, som alle er synshandicappede.
Andre virksomheder såsom Specialisterne, der beskæftiger autister, er også lykkedes med at skabe arbejdspladser til en gruppe, som ellers har svært ved at få job og samtidig skabe en god forretning i vækst.
Men mange flere danskere på kanten af arbejdsmarkedet med nedsat arbejdsevne, handicaps eller sociale problemer skal sikres job i socialøkonomiske virksomheder, der har et andet formål end bare at lave profit til ejerer eller aktionærer.
Det mener regeringen med støtte fra Enhedslisten. Sammen vil de bane vejen for mange flere lignende danske socialøkonomiske virksomheder.
I England er der 60.000 socialøkonomiske virksomheder med 800.000 ansatte efter, at der over nogle år er lavet en bred vifte af erhvervspolitiske tiltag.
Det er ikke mindst med inspiration derfra, at regeringen i forbindelse med finansloven har afsat i alt 25 millioner kroner til at afdække nogle af barriererne for denne type virksomheder.
- Lige nu samler vi viden og erfaringerne. Planen er, at et udvalg nedsat af erhvervsministeren med Mads Øvlisen i spidsen skal komme med anbefalinger til regeringen efter sommerferien, siger vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Anders Hoffman.
Styrelsen har netop holdt en stor høring om emnet.
- Vi skal se på, om der er brug for i Danmark at ændre rammerne. Der kan for eksempel være tale om, at der er brug for regel- eller lovændringer eller for at skabe en ny særlig selskabsform på området, som kan stimulere væksten af flere socialøkonomiske virksomheder.
- Men efterfølgende skal mange af denne type virksomheder kunne begå sig på helt almindelige markedsvilkår, siger han.
/ritzau/