Artiklen er opdateret klokken 13.50:
Som man kan se på billedet herover og billederne under artiklen er det helt tossede billeder fotografen hos Øxenholt Foto tirsdag formiddag kom hjem med fra et uheld med en bil i Skanderborg.
Bilen var braget ind i gennem facaden til Plejecenter Kildegården på Kildevej tæt ved Skanderborg Sø.
Bilisten nedlagde store dele af murværket, smadrede vinduespartier og ramte en radiator med vandskade til følge.
Til TV2 Østjylland oplyser indsatsleder Søren Møller, Østjyllands Brandvæsen, at det var et hændeligt uheld.
- En af dagsbrugerne af plejecentret ankommer til stedet, og hans fod smutter fra bremsen til speederen. Så ryger bilen ind igennem væggen og holder midt ind i dagcentret.
- Det var så heldigt, at der ikke var nogen i rummet. Det var rigtig godt. Bilen holdt inde midt i lokalet, og alt murværk er rykket over, siger indsatslederen til tv-stationen.
Føreren af bilen var efter uheldet rystet, men var ikke kommet til skade. Ingen andre kom til skade.
Vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Jeppe Thranum, siger til TV2 Østjylland, at manden ikke vil blive sigtet, men at man nu vil undersøge, om det er forsvarligt, at han har sit kørekort.