Bigbang Orange Scene, lørdag kl.16.00.

Det lå i luften.

At det allerhøjest kunne blive en fest for folk med norsk pas, hvilket ikke som sådan gjorde Bigbands præstation ringere. Det havde nok bare været sjovere, hvis man havde været lige så bekendt med materialet som vore skandinaviske fjeldvenner.

Bigbang spiller retrorock af den slags, der har haft snabelen godt nede i 70’-skattekistens overflod af riffrock og soulfeeling. De gør det godt, skønt de herhjemme er alt for ukendte.

Den nystrøede halm foran Orange var dog spildt arbejde, eftersom alt for få betrådte den dybe smat for at lade sig indrullere i forsanger og melodimager Øynstein Grenis fantrup.

Foran selve scenen trodsede de første 10.000 mennesker en stiv regnskylle fra vest og sang og hoppede, så det var en fornøjelse at observere. Selv fra sidelinjen.

Ikke mindst er tidligere Tim Christensen-trommeslager Olaf Olsen (nu uden langt hår og skæg) altid et opmuntrende syn højt placeret bag sit velfungerede trommesæt. Grenis hældte dog selv lidt malurt i rock’n’roll-bægeret med beskeden ’shame on Norway’, fordi hans ellers rare landsmænd just har afvist at modtage afghanske flygtninge. Det lønner sig ikke for et land, der står bag selveste Nobels Fredspris, lød det fra forsangeren.

På Roskilde er den slags billige point, og Bigbang fremstod slutteligt som et band med de rigtige attituder. Blot på en alt for stor scene - reddet af et publikum, der vidste hvad de gik ind til og sang så smukt i eftermiddags-nedbøren.