Betjent afhøres i Tibetsag: Kinesere måtte ikke se flag

Krimi
Politiets indgreb mod ytringsfriheden (Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix)

Også i 2002 satte politiet sig for at hindre, at en kinesisk premierminister så demonstranter i Danmark.

Politiet har i en årrække forsøgt at hindre, at højtstående kinesere på besøg i Danmark kom til at se demonstranter.

Det siger en pensioneret færdselsbetjent onsdag i de første afhøringer i den genfødte Tibetkommission.

Blandt andet udspørges Ole Kahr om besøget af en kinesisk premierminister i september 2002.

- Det er blevet nævnt på stabsmøder, at vi skulle passe på, at den kinesiske præsident ikke kom til at se Falun Gong eller Tibet-demonstranter eller flag eller andet.

- Det var en bemærkning, der faldt. Det er blevet nævnt i de år, jeg har haft med kinesiske besøg at gøre, siger Ole Kahr. Gennem 25 år var han leder i færdselsafdelingen i Københavns Politi.

Falun Gong er en religiøs bevægelse, som regimet i Kina ikke tolererer. Tilhængere er kendt for at optræde i gule trøjer.

Tibetkommissionen har tidligere slået fast, at politiet handlede klart ulovligt, da man i 2012 aktivt hindrede, at borgere ytrede sig og forsamlede sig ved den kinesiske præsidents besøg.

Beslutningen blev truffet på grund af den særlige atmosfære, som Udenrigsministeriet og PET havde skabt, lød konklusionen i en beretning fra december sidste år.

Nu skal kommissionen se længere tilbage i tiden. Og Ole Kahr afgiver forklaring som vidne, fordi han til Berlingske og DR har fortalt om, at politiet også forud for 2012 greb ind.

En døgnrapport fra september 2002 viser, at betjentene var meget opmærksomme:

"Lima 8 meddeler, at der på ruten ikke befinder sig nogen synlige Falun Gong".

Ole Kahr bekræfter under afhøringen, at forholdsordren om, at højtstående kinesere ikke skulle se flag eller bannere, ikke er begrundet med hensyn til sikkerheden.

Hvilken charge havde de personer, som kom med opfordringen på stabsmødet, vil udspørgeren, Jakob Lund Poulsen, vide.

- De har været mere end jeg. Inspektører, viceinspektører eller chefinspektøren, siger Ole Kahr.

- Det var sådan en bemærkning, der bliver smidt ud i lokalet. Det har været en slags uskreven regel. Ingen har spekuleret over, hvor det kom fra, siger Ole Kahr.

Dengang i 2002 var Kai Vittrup chefpolitiinspektør. Han afhøres efter planen senere onsdag.

I forbindelse med sit arbejde har kommissionen modtaget politiets operationsbefaling fra 2002.

Men endnu har Københavns Politi ikke afleveret de tilhørende taktiske befalinger, som hver indsatsleder lavede, oplyser kommissionens udspørger, Jakob Lund Poulsen. Tilsyneladende kan politiet ikke finde papirerne.

/ritzau/