Flyrejsende til og fra Berlin må væbne sig med tålmodighed.
Den nye, store lufthavn syd for den tyske hovedstad, der egentlig skulle være indviet i næste måned, bliver nemlig først åbnet 17. marts 2013.
Det har lufthavnselskabets bestyrelse torsdag ifølge nyhedsbureauet dpa besluttet på et ekstraordinært møde, efter at politikerne i Berlin i sidste uge til deres egen store overraskelse og vrede fik at vide, at flyene ikke som planlagt kunne gå i luften 3. juni.
Årsag: Problemer med brandsikkerheden, som åbenbart var blevet undervurderet.
Berlins socialdemokratiske overborgmester, Klaus Wowereit, der er bestyrelsesformand for lufthavnen, fortæller efter torsdagens møde på en pressekonference, at fadæsen nu har kostet teknikdirektør Manfred Körtgen jobbet.
Körtgen har stået for planlægningen af det gigantiske byggeri ved siden af den nuværende lufthavn i Schönefeld.
Berlin, der var delt af Muren fra 1961 til 1989, har indtil for nylig haft tre lufthavne - ud over Schönefeld i det tidligere Østberlin fortsætter flytrafikken foreløbig fra Tegel i vest, mens den legendariske Tempelhof-lufthavn allerede blev lukket i 2008.
Efter sidste uges udskydelse har tusinder af flyrejsende måttet ændre deres billetter, og luftfartsselskaberne havde egentlig håbet på, at lufthavnen kunne åbne til efteråret.
Men ifølge Wowereit vil de tekniske forudsætninger først være opfyldt næste forår.
Den tyske transportminister, Peter Ramsauer, har bebudet en tilbundsgående undersøgelse af hændelsesforløbet, da han mener, der må være blevet begået graverende fejl, når man i den grad kan tage fejl af tidsplanen.
Den nye lufthavn får bykoden BER og bliver opkaldt efter den tidligere, nu afdøde vesttyske kansler og overborgmester i Vestberlin, Willy Brandt.