Selskabet bag superligaklubben AaB, Aalborg Boldspilklub A/S, kom ud af 2017 med et overskud på 13,1 millioner kroner, fremgår det af selskabets årsregnskab.
Salget af angriberen Christian Bassogog til kinesiske Jianye FC spiller en afgørende rolle for, at klubben er endt med et overskud frem for et underskud.
I forlængelse af salget i februar sidste år opjusterede AaB forventningerne til årsregnskabet med 25 millioner kroner. Siden solgte AaB også den talentfulde højre back Joakim Mæhle til Genk.
Til gengæld har faldende tv-indtægter og svigtende tilskuertal trukket den anden vej i regnskabet.
- Resultatet for 2017 er tilfredsstillende, men basisindtjeningen har været ramt negativt i form af færre TV-indtægter og faldende tilskuertal, hvilket vi skal forholde os til, siger AaB-direktør Stephan Schors.
Millionerne fra salgene af Bassogog og Mæhle skal geninvesteres i truppen. Derfor forventer klubben et større underskud for regnskabsåret 2018.
- De realiserede spillersalg i 2016 og 2017 har muliggjort yderligere investeringer i spillertruppen. Primært som følge af dette forventer AaB at realisere et underskud i 2018 i niveauet 18-28 millioner kroner, lyder det på AaB's hjemmeside.
Forventningerne tager udgangspunkt i, at AaB ikke kommer til at spille europæisk fodbold efter sommerferien, og at klubben ikke sælger spillere.
/ritzau/