En dreng på 13 måneder var lidt ked af det en sommerdag i juni fjor. Nogle nye tænder generede ham.
"Så jeg ville trøste ham ved at give ham sådan en is, han elskede, men det kom jeg til at fortryde," forklarer Marianne Vistisen, der er mor til den lille dreng.
"Han vrængede ansigt og spyttede isen ud. Så jeg smagte på det. Det gik det op for mig, at den var helt gal. Den havde en ekstrem stærk smag og lugt af diesel, der lagde sig som en film af diesel i ganen og på tungen," husker Marianne Vistisen der ventede sig endnu en søn.
Hun blev dybt bekymret for, hvad det egentlig var, hun havde kommet i sine børn.
Noget gik galt
Så kontaktede hun Polar-is, der erkendte, at noget var gået galt i produktionen af de såkaldte Bjørnekræfter-is.
Polar-is, der i dag hedder Premier Is, hævede, at isen "indeholdt en lille mængde salt, som anvendes under fremstillingsprocessen til nedkøling af formene," som der står i brevet, der var vedlagt en check på 50 kroner til Marianne Vistisen.
Men den forklaring lod Marianne Vistisen ikke spise sig af med.
"Det var i hvert fald ikke salt, der var i isen. Jeg har arbejdet på en tankstation, og ved, hvordan diesel lugter. Det samme ved min kæreste, der er borebisse på en boreplatform. Han hostede og spruttede, da han lugtede til isen," forklarer hun.
Ikke saltvand med smøreolie
Hun klagede til Fødevarekontrollen, for at få opklaret, hvad der var gået galt. Isen blev undersøgt på et laboratorium.
Pludselig var det ikke længere saltvand, men "smøreolie med en karakteristisk diesellugt", der ifølge fødevarekontrollen, var havnet i isen.
Alligevel undlod Fødevarekontrollen at kræve, at Premier Is trak is fra samme vareparti tilbage fra hylderne. Det på trods af, at ingen kunne udelukke, at andre is var forurenede.
Fødevarekontrollen og Premier Is burde have trukket partiet med is tilbage, mener fødevareekspert og bromatolog Orla Zinck.
"For en sikkerheds skyld burde det være sket. Ingen forbrugere, slet ikke børn, bør risikere at spise smøreolie med dieselsmag," siger han.
"Ikke sundhedsfarligt"
Men Fødevarekontrollen forsvarer beslutningen om ikke at trække isene tilbage.
"Vi vurderede, at det ikke var sundhedsfarligt at spise isene. Men producenten kunne have valgt at trække partiet tilbage alligevel, " siger Birgitte Horn, der er fødevarechef i Aalborg og Viborg.
Jesper Uggerhøj, der er administrerende direktør i Premier Is, der tidligere hed Polar Is, afviser, at tilbagetrækning var en løsning, eftersom han formoder, at alle is allerede var solgt og spist.
"Der er ikke noget skadeligt i at spise det, men det kan have en afsmag af diesel" siger han.
Han forklarer, at fejlen var sket ved en menneskelig fejl under en ombygning af en emballeringsmaskine.
Marianne Vistisen er stadig utilfreds. Hun mener også, at isene skulle være trukket tilbage fra markedet.
"Sølle kompensation"
"Og en halvtredser var en ret sølle kompensation, når man tager i betragtning, at man på grund af en fejl hos Polar-is har kommet noget klamt i sit barn og sit ufødte barn," siger hun.
"Så skulle de hellere have undladt at sende mig noget, for det er til grin," synes hun.
Men Jesper Uggerhøj afviser, at 50 kroner skulle være utilstrækkeligt.
"For 50 kroner kan man købe to nye pakker is, så det synes jeg er en rimelig kompensation," siger han.