Antallet af spøgelsesbilister falder til laveste niveau i 15 år

Krimi
Vejdirektoratet har opsat skilte, der skal forhindre spøgelsesbilister på vejene. (Arkivfoto) (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

Der blev registreret 88 spøgelsesbilister på vejene sidste år, hvilket er det laveste antal siden 2005.

Der bliver færre spøgelsesbilister på vejene, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse

Ifølge Vejdirektoratet faldt antallet af registrerede spøgelsesbilister sidste år til 88, hvilket er et fald på 17 procent i forhold til 2018.

Det er samtidig det laveste antal registrerede spøgelsesbilister i 15 år.

- At møde en spøgelsesbilist må være noget af det værste, man kan opleve i trafikken. Derfor er det utroligt positivt, at vi ser færre af dem på vejene, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) i pressemeddelelsen.

- Vejdirektoratet har gennem årene prøvet forskellige tiltag for at dæmme op for antallet af spøgelsesbilister, og derfor skal vi fortsætte det gode arbejde, så vi kan fastholde den positive udvikling.

- For så længe der er spøgelsesbilister på vejene, er vi endnu ikke i mål, siger han.

Ivar Sande, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet, forklarer blandt andet faldet med, at Vejdirektoratet har anbragt stoptavler i særlig lav højde ved motorvejsramper.

Det skal forhindre spøgelsesbilister i at køre den forkerte vej ned på motorvejen.

- Forskningen på området fortæller os, at påvirkede og demente trafikanter har en tendens til at kigge ned og til siden, når de kører, siger han.

- Og netop den type bilister er overrepræsenterede som spøgelsesbilister. Derfor opsatte vi i efteråret 2018 lavtsiddende stoptavler ved alle frakørselsramper herhjemme.

- Og det er min vurdering, at det blandt andet er effekten fra disse tavler, som vi kan aflæse i de nye tal, siger Ivar Sande.

/ritzau/