Hvad gør du, når du ikke passer ind i skabelonen på den gode samfundsborger? Når du ikke kommer fra en Morten Korch familie, hvor aftensmaden altid står klar klokken 18.00, og hvor dit liv ligger på skinner allerede, når du smider sparkedragten?
Det spurgte Christian på 24 sig selv om, da han en sen februar nat i 2015 stod foran en flammende lastvognscontainer, som han lige havde stukket ild til.
Alkoholen fra en studiestartsfest på DTU buldrede igennem hans blod, mens han stirrede på infernoet, og han blev først revet ud af trancen, da politiet stod foran ham.
- De spørger, hvad fanden jeg har gang i, og om jeg har taget stoffer. Da jeg siger nej, kan jeg godt se, at der er da et eller andet helt galt her. Så jeg ender med at bruge de næste ti måneder på at finde ud af, hvad fanden der er i vejen med mig. En sjæleransagelse, fortæller Christian.
En barndom med en alkoholiseret far og en mor, der prioriterede sig selv over børnene og kontrollerede alt, havde givet ham en bagage, der gjorde den traditionelle vej med universitetsgrad, villa, Volvo og vovse umulig. Og måske havde hans vej været nemmere, hvis nogen havde lyttet til ham eller åbnet en dør for ham.
- Fra jeg er 11, begynder jeg at gå mere op i at prøve grænser af. Jeg smadrer ting, ryger cigaretter og drikker øl. Da jeg fylder 15, bliver det så også hash. I perioder stak jeg af hjemmefra for at gå amok. Det var aldrig noget, jeg tænkte over. Jeg stod der bare, og så stak jeg ild til noget eller smadrede et vindue, fortæller Christian roligt på en bornholmsk stenstrand, hvor Avisen.dk møder ham.
For at få ro på det hele, vælger han at anbringe sig selv på en ungdomshøjskole som 16-årig. Han var dog nødt til selv at finansiere anbringelsen ved mindre arbejdsopgaver på skolen som at holde styr på en opvasketurnus.
For på trods af at han på det tidspunkt havde en længere liste af hærværk og smårapserier på samvittigheden, var han aldrig blevet opdaget.
I de kommunale systemer var hans papirer rene som sne.
Et presset hjem
Den unge Christian kommer ikke just fra et ligusteridyl. I løbet af sit unge liv har den unge rod fra Svendborg gået på hele ni forskellige skoler og boet 19 steder.
Hans mor studerede i de første 13 år af hans liv. Det krævede total stilhed i hjemmet, og noget så simpelt som et køb af en mælkesnitte kunne få hans mor til at gå amok.
- Hvis der var noget som helst, som væltede, fik min mor et vredesudbrud, hvor hun kunne råbe, at ”jeg havde et ynkeligt liv og bare skulle rette ind efter planen”. Noget så simpelt som at bruge 4,5 på en mælkesnitte kunne være årsag til sådan et udbrud, fortæller Christian.
Hans mor arbejdede senere som forstander på en skole for adfærdsvanskelige unge. Et hårdt job med tavshedspligt og efter en lang arbejdsdag, blev der så læsset af på den yngste søn Christian, der skulle høre på sin mors problemer og frustrationer. Men hans egne frustrationer lyttede ingen til.
- En dag da jeg var 11 fortalte min mor mig fra den ene dag til den anden, at vi skulle flytte til Grønland, fordi hun måske havde fået et job deroppe. End of story. Ingen diskussion. Jeg var vred, frustreret og ville bare skrige, men der var ingen at gøre det til. Så i stedet brød jeg ind i en nedlagt fabrik og smadrede hele glasfacaden, fortæller han.
Anderledes
Det blev bedre, efter at Christian blev anbragt. Han fandt et fællesskab med de andre elever.
- Fællesskab og sammenhold er rigtig vigtigt, og det fandt jeg først der. Og at der bliver lyttet til dine problemer, indskyder han.
Men han skilte sig stadig ud. Uniformen bestod af daggammel make-up, piercinger, tunge militærstøvler og en lang sort frakke. Christian prøvede at signalere, hvordan han havde det med sin påklædning; at han var anderledes.
- Det gav mig muligheder for at skubbe til det, som folk siger. De siger, de er åbne, velkomne og imødekommende og ikke sier nogen fra. Men når jeg troppede op i fuld krigsmaling, kunne man mærke, at det trykkede på noget inde i folk. De blev vrede og sure. Spurgte mig, hvad fanden jeg bildte mig ind, siger han og fremfører et forarget udbrød med hyl, skrig og fagter.
Sin egen vej
Vendepunktet blev den flammende lastvognscontainer. Mod alle odds havde Christian famlet sig frem til universitet. Han prøvede stadig at passe ind i et miljø, hvor han tydeligvis ikke var velkommen.
- Kierkegaard sagde; "livet skal leves forlæns, men forstås baglæns". Jeg levede så forlæns i 22 år, før jeg fik noget baglæns, fortæller han.
Men sjæleransagelsen gav pote og ti måneder efter stoppede han på universitetet:
- Jeg fandt ud af, hvad jeg synes er rigtigt. Jeg droppede ud og samlede flasker for at få noget at spise og hjalp en ven med at sætte en lejlighed i stand for at have et sted at bo. Jeg er ligeglad med, om jeg skal samle fem liter lort op fra græsset med en sort sæk eller skrubbe lokummer. Så længe jeg har noget at give mig til, er jeg glad.
Siden blev det en større tour rundt på det danske arbejdsmarked.
Christian blev opvasker, så tjener, klargøringsmand hos BMW, au pair i Herning og Schweiz, smed, praktisk hjælper på Roskilde Festival og nu har han et 'fantastisk' job som arbejdsmand på Eksperimentarium i Hellerup ved siden af opgaver som scenetekniker.
Lyt til dem uden for
Det har ellers ikke været nemt at finde sin egen vej i et rigidt system som det danske. Især hvis man har en bagage fra en belastet opvækst med.
- Det er fandme svært at finde sin egen vej, og de nuværende love og regler som for eksempel uddannelsesloftet gør det fandme svært, hvis du ikke vælger den slagne vej. Og den passer bare ikke på folk som mig. Jeg har haft brug for en masse hjælp, som jeg ikke fik. Og så skal jeg sidde på en skolebænk, med alle de her tanker og en energi pulserende i kroppen. Det fungerer ikke, fortæller han.
Og netop tidligere i skolen kunne han være blevet samlet op. Han trængte blot til, at nogle lyttede til ham.
- Men lærerne så bare en uregerlig knægt, der ikke kunne nås, og så gjorde de ikke mere. Det, man kan gøre anderledes, er at i stedet for, at en lærer ikke bare skal sidde og skrive en rapport om en elev, og hvad de anskuer problemet som. I stedet for at alt skal være papir, så bør det være personligt. Prøv at lyt til eleven i stedet for. Når folk reagerer, som jeg gjorde, er det fordi, der er noget galt.
Fred
I dag har Christian sluttet fred.
Han er ikke vred på systemet, der først lod ham flyve under radaren trods voldsom opførsel og siden tabte ham på gulvet, da det blev opdaget. Selv hans mor har han tilgivet:
- Man kan sige meget om min mor, men hun har i hvert fald gjort sit bedste. Og så har det vist sig, at selvom hun ikke var verdens bedste mor, er hun verdens bedste farmor for mine søskendes børn, fortæller han.
Samtidig er han lykkelig for sine erfaringer, og at han endelig har fundet sin egen vej. Til gengæld har han en opsang til familien Danmark på villavejene og et system, der som en pølsemaskine ensretter unge:
- Vær bevidst om at du har nogle fordomme i dit hovede og mærk efter, når de dukker op. Vær åben over for, at selvom folk ikke er fuldstændig som dig, kan de stadig være søde og rare mennesker. Vi er her allesammen som en del af et fællesskab, med hinanden og for hinanden, som de af mine venners familier der åbnede dørene for mig, så jeg havde et sted at være. Så I kan også gøre noget selv ved at åbne døre for de unge der har det svært, som I møder på jeres vej. slutter han.
Christians fortælling er en del af C:NTACTs samarbejde med Egmont Fonden, hvor der sættes fokus på anbringelse via personlige fortællinger. Projektet søger stadig deltagere, så hvis du har været anbragt og vil dele din historie gennem radio, film eller teater kan du kontakte projektleder Kirstine Rønnov Due på 28 60 71 92.