Februar 2003 var en særlig mørk måned for den dengang kun 13-årige Kristina Pedersen. Hendes mor døde som følge af et alkoholsmisbrug, og kort tid efter blev hun mod sin vilje tvangsfjernet fra hjemmet af kommunen.
Hun hadede det. Men.
- Når man er 13 år, har man bare ikke rigtig noget at skulle have sagt, siger den nu 27-årige Kristina Pedersen.
Det var rigtigt at fjerne hende, erkender hun i dag. Hendes hjem var ikke noget godt sted at vokse op i. Det var kaotisk også længe før, kommunen opdagede det.
- Mine forældre var skilt, min mor drak og min far begyndte på rygeheroin, da jeg var 12 år lige inden, min mor døde. Min mor var trekvart-alkoholiker. Hun havde nogle måneder, hvor hun var verdens mest fantastiske mor, men så kunne hun falde i, og så var hun fraværende i tre måneder, hvor jeg var hos min far eller anden familien. Min far var også, da jeg var lille, lidt inde og ude af fængslet, fortæller Kristina Pedersen.
De var aldrig voldelige eller onde over for deres eneste barn, selvom deres svigt har sat uslettelige spor i Kristina. De spor kan kommunen ikke ændre. Forældrene drak, tog stoffer og døde.
Til gengæld kan systemet lære af det svigt, som hun mener, kommunen udsatte hende for, efter hun blev tvangsfjernet fra hjemmet og anbragt på en kostskole.
For det vigtigste for den unge Kristina var at være sammen med sin far.
- I starten, da jeg blev sendt på kostskole, havde jeg et enormt stort behov for at holde øje med hans misbrug. Det ligger til mig, fra jeg voksede op med min mor, hvor jeg holdt øje med, om hun var fuld. Men det handlede også om, at når man har mistet én forælder, knytter man sig meget stærkt til den anden, siger Kristina Pedersen.
Men spurgte hun om ekstra-besøg, fik hun nej.
- Det var som om, at lige så snart jeg var blevet anbragt, havde min sagsbehandler fuldstændig givet afkald på mig. Så blev jeg ikke længere ringet op af hende - så forsvandt hun. Så var jeg reddet, og hun havde gjort hendes job, siger Kristina Pedersen.
Hun erkender, at det nu ikke var det oplagte valg for kommunen at give hende lov til at bo hjemme igen, selvom hendes far havde droppet rygeheroinen. For i stedet begyndte han at sælge hash for at få råd til hendes konfirmation, fortæller hun.
Og da politiet kom for at ransage hans hjem, løb hun ned til den lokale legeplads for at gemme varerne i sandkassen.
- Så der var også nogle ting, der gjorde det rigtig svært for dem at sige, “okay, hun skal hjem og bo hos ham.” Men jeg savnede, at man overvejede at gøre noget for, at jeg kunne blive integreret hjemme hos min egen far. Jeg havde oplevet, hvor meget fokus kommunen kunne lægge i de andre ting, men der blev ikke lagt nogen energi i mine behov, siger hun.
For Kristina Pedersen havde det gjort en kæmpe forskel, hvis der i det mindste lå en slags handlingsplan for, hvordan hun kunne se sin far mere.
- Når man er forælder til sine forældre, som jeg har været, har man et enormt stort behov for at tjekke sine forældre. Og hvis jeg havde været der (i faderens hjem inden hans død, red.), kunne jeg have spurgt, om han havde det dårligt og handlet på det, siger hun.
I stedet sidder hun i dag tilbage med en følelse af at have svigtet sin far og misset to års samvær med ham.
- Jeg fik nej og nej og nej. Og det er lidt hårdt at stå der, når man har mistet ham, uden selv at have fået lov at gøre de ting og være sammen med ham. De sidste to år sammen med ham blev taget fra mig.
I dag har hun det godt. Hun bor i egen lejlighed med sin kæreste og begynder på en ny videregående uddannelse til sommer. Sammen med Egmont Fonden fortæller hun igennem hele 2017 om sit liv. Det gør hun i fondens tema: “Os, der er anbragt”.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.