Flere og flere testes for coronavirus i disse uger, og det lægger et pres på de bioanalytikere, som står for at analysere testene.
Ud over at der er flere test at analysere, så betyder den gradvise genåbning af samfundet, at meget af det ekstra mandskab, som har hjulpet til på sygehuslaboratorierne, er på vej tilbage til deres normalt arbejde.
Det gør, at der ikke længere er personale nok til at analysere langt flere test ifølge Martina Jürs, der er formand for fagforeningen Danske Bioanalytikere.
- I takt med at sundhedsvæsenet skal normalisere sine aktiviteter, er der nu igen brug for dem i ambulatorierne, blodbanken eller til at mikroskopere kræftvæv og foretage skanninger og funktionsmålinger.
Martina Jürs mener ikke, at genåbningen af sundhedsvæsenet hænger sammen med det øgede fokus på test.
- Der er ikke bioanalytikere nok til at løfte opgaven. Bioanalytikerne arbejder 24/7 og har gjort det i lang tid - i de her ni uger - og det presser arbejdsmiljøet, siger hun.
Travlheden på sygehuslaboratorierne viser sig i øjeblikket i de lange svartider.
De 48 timer, som ellers er målet, overskrides ofte. Indimellem går der fire til fem døgn længere, lyder det.
Det tager normalt fem timer at analysere en podning.
Når sygehuslaboratorierne ikke har nogen mulighed for at sætte tempoet op, er der en risiko for, at de testede når at blive smittet, mens de venter på svar. I så fald er svaret jo ugyldigt, siger Martina Jürs.
- Konsekvensen er jo, at der kan blive længere svartider, og det skaber forståeligt nok frustrationer i befolkningen. For de skal faktisk, fra de er testet, til de får svar, være i karantæne.
- Jo længere tid der går i den periode, frygter jeg, at folk ikke overholder karantænen. Og samtidig risikerer vi at lægge laboratorierne ned ved at teste raske borgere, siger hun.
/ritzau/