Få sportsudøvere er begunstiget med så meget talent, at de kan vælge mere end en sportsgren at blive professionel i.
Det har ikke desto mindre været tilfældet for den 21-årige amerikaner Kyler Murray, der i USA betragtes som et supertalent.
I flere uger har hans fremtid været genstand for stor bevågenhed - ville han vælge baseball eller amerikansk fodbold?
Egentlig havde han taget valget, da han sidste år underskrev en forhåndskontrakt med baseballholdet Oakland Athletics mod en bonus på over 30 millioner kroner, men nu har han ombestemt sig.
Efter at have fuldført en sidste sæson som quarterback i amerikansk fodbold for et universitet i Oklahoma har han valgt at annullere sin baseballkontrakt for i stedet at sigte mod at blive professionel i NFL.
- Jeg vil dedikere mit liv til at blive en NFL-quarterback. Amerikansk fodbold har været min kærlighed og min passion hele livet.
- Jeg er blevet opdraget til at spille quarterback, og jeg ser frem til at dedikere mig selv 100 procent til at blive den bedst mulige quarterback og vinde NFL-mesterskaber, skriver han blandt andet på Twitter.
Beslutningen skal formentlig også ses i lyset af, at han har potentialet til at blive en dygtig og dermed løntung spiller i NFL.
I sin sidste sæson som universitetsquarterback kastede han for 4361 yards, kastede 42 touchdowns, løb over 1000 yards og løb 12 touchdowns.
De præstationer sikrede ham det prestigefyldte Heisman-trofæ, der gives til årets spiller i collegeserien i amerikansk fodbold.
Inden NFL-draften i april, hvor klubberne henter de største talenter, skal han vise, at han er værd at satse på, selv om han med sine 178 centimeter er lavere end de fleste quarterbacks i NFL.
/ritzau/