Syriske styrker har angiveligt brugt bomber, der indeholder en giftig gas, i kampen mod oprørere i byen Homs.
Det hævder oppositionsaktivister i Syrien og Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
- Aktivister i Homs siger, at seks oprørere døde søndag aften på frontlinjen Khaldiyeh-Bayada, fordi de inhalerede lugtfri gas og hvid røg, siger Observatoriets leder, Rami Abdel Rahman.
Organisationen, der har til huse i Storbritannien, støtter den syriske opposition og får sine oplysninger fra et netværk bestående af blandt andet aktivister og læger i Syrien.
Det er ikke muligt at få bekræftet oplysningerne fra uafhængigt hold.
Rami Abdel Rahman siger til nyhedsbureauet AFP, at de aktivister, der har inhaleret gassen, har følt sig svimle og fået voldsom hovedpine. Nogle af dem har fået en form for anfald.
- Det er ikke kemiske våben, men vi ved ikke, om de er forbudt internationalt, siger han.
En video, som syriske aktivister har lagt på internettet, viser en mand liggende på en båre. Han kæmper med at få vejret, mens en læge holder en iltmaske over hans ansigt.
- Det er afgjort en giftgas, men vi ved ikke, hvilken type det er, siger en unavngiven læge og understreger, at det er en svagere gift end den dødelige nervegas sarin.
I andre lande, som har været en del af det såkaldte arabiske forår, har oppositionsaktivister beskyldt sikkerhedsstyrker for at bruge en særlig kraftig form for tåregas, der angiveligt har forårsaget kvælning hos enkelte personer.
USA har for nylig advaret om, at det vil få "alvorlige konsekvenser", hvis præsident Bashar al-Assad bruger kemiske våben i kampen mod oprørerne i landet.
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger i et interview, at han tvivler kraftigt på, at Assad-styret vil tage kemiske våben i brug.
- Jeg tror ikke, at Syrien vil bruge kemiske våben. Det vil være politisk selvmord, hvis regeringen gør det, siger han til den russiske tv-kanal RT.
/ritzau/AFP