Menneskerettigheder vil blive mere synlige og skal altid indtænkes i EU's udenrigspolitik.
Det er EU-landenes udenrigsministre mandag blevet enige om på et møde i Luxembourg, hvor de har vendt tommelfingeren mod loftet i forhold til en ny strategi og handlingsplan, der skal fremme menneskerettigheder.
- Det har været en stor dag. Vi har presset på for at få det igennem under det danske formandskab. Det lykkedes, og det betyder, at vi nu får menneskerettigheder som sølvtråden i EU's politik, siger en tilfreds dansk udenrigsminister, Villy Søvndal (SF).
Faktisk var det en af hans forgængere på ministerposten, der satte skub i den ny politik.
For to år siden, da udenrigsministeren var kvinde, konservativ og hed Lene Espersen, gik hun nemlig sammen med sin tyske kollega for at få EU til at synge på samme melodi i forhold til menneskerettigheder.
Søvndal kalder den nye strategi for "en rigtig god og stærk udvikling".
- Når vi handler, når vi leverer bistand, når vi optræder i internationale fora, vil det være en sammenhængende menneskerettighedspolitik på EU's vegne, som karakteriserer de forskellige lande, fortæller han.
Med aftalen lægges der samtidig op til, at der snart udpeges en fast repræsentant for menneskerettigheder i EU. Den person vil få til hovedopgave at tage sig af menneskerettighedsområdet.
Ifølge Ritzaus oplysninger er der fem-seks personer i spil til den post. Deriblandt danskeren Morten Kjærum, der i dag leder EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder.
Og Søvndal lover at gøre sit til, at Morten Kjærum kan vinde kapløbet.
- Hver gang vi har en dansk repræsentant - og oven i købet en rigtig god dansk ansøger - så synes jeg, det er en udenrigsministers opgave at sikre, at Danmark kommer til at fylde noget på det internationale kort.