Ungdomsrejser sydpå med druk i lange baner skal stoppes. Rejsearrangøren Star Tour overvejer at gribe ind for at stoppe de omdiskuterede ungdomsrejser, hvor teenagere tager på ferie uden far og mor.
Denne sommer har ungdomsrejserne været omdiskuterede efter ulykker i spanske Lloret de Mar og bulgarske Sunny Beach.
Derfor overvejer Star Tour at indføre en aldersgrænse på 18 år for deres rejser. I dag skal de unge have en forældreunderskrift, hvis de er under 18 og ønsker at rejse alene. Men ifølge Star Tours salgsdirektør, Stig Elling, kigger rejsearrangøren nu på den mulighed at forbyde unge under 18 år at rejse alene uden følgeskab af en voksen.
- Med al den ballade, der har været denne sommer omkring ungdomsrejser med druk, bør vi gøre noget aktivt for at skabe et bedre forløb, siger Stig Elling til Avisen.dk
Flere dødsfald denne sommer
Også den norske afdeling af Star Tour går med samme overvejelser.
- Sunny Beach i Bulgarien gør, at vi vurderer en absolut grænse på 18 år for unge, som rejser uden voksne, siger informationschef Lena Petersson til den norske avis Aftenposten.
Denne sommer døde en 17-årig dansker på et diskotek i Sunny Beach, fire piger blev angiveligt voldtaget, en ung mand faldt ned fra en balkon og brækkede halsen i Lloret de Mar, mens en svensk mand blev tævet ihjel i Sunny Beach, hvor også en norsk mand kom på hospitalet efter et overfald.
Ifølge Aftenposten har DFDS en aldersgrænse på 20 år for minicruise mellem Oslo og København, mens Colorline som hovedregel ikke lader unge under 23 år rejse alene.