Lars Løkke Rasmussen vil genindføre blokpolitikken, lød det tidligere onsdag fra Thorning på et afsluttende pressemøde i den igangværende valgkamp.
Men det afviser Lars Løkke Rasmussen nu på et pressemøde, som Venstre indkaldte til kort tid efter Helle Thorning-Schmidt's pressemøde.
- Hvis der er nogen, der har afskaffet blokpolitikken, så er det Venstre, sagde Lars Løkke Rasmussen.
Ligesom Socialdemokraterne betonede også Lars Løkke Rasmussen betydning af bredt samarbejde over midten i dansk politik efter valget.
- Min forventning er, at Socialdemokraterne som opposition vil arbejde lige så konstruktivt, som vi har gjort, sagde Venstre-formanden, som også benyttede lejligheden til at lange ud efter Socialdemokraternes måde at føre valgkamp på.
Spydig Løkke
- Socialdemokraternes kampagne har stort set kun handlet om mig og Venstre, sagde Lars Løkke Rasmussen, der dog heller ikke holdt sig tilbage med at drille statsministerkandidaten.¨
- Er det Danmark, vi kender, godt nok? Eller er der brug for forbedringer, sagde Lars Løkke Rasmussen med tydelig henvisning til S-kampagnen "Det Danmark, du kender."
De to pressemøder kommer samtidig med, at TV2 kan fortælle, at Lars Løkke Rasmussens troværdighed nu er på det højeste niveau i to år.
31 procent af vælgerne peger således nu i en Megafon-måling på, at Venstre-formanden er mere troværdig end Helle Thorning-Schmidt. 46 procent hævder dog det modsatte.