- Så længe, det er et lovligt erhverv, skal vi ikke gøre os til dommere og sortere mellem folk. Det er en statslig ordning, vi administrerer, siger han ifølge NORDJYSKE Stiftstidende.
Søren Fibiger Olesen mener, at hans tværfaglige organisation formodentlig allerede har haft eller har medlemmer, som sælger sex. I indmeldelsesblanketten findes der dog ikke en decideret rubrik, hvor prostituerede kan sætte kryds for erhverv. Man kan stå opført som massør.
De Konservatives arbejdsmarkedsordfører i Folketinget, Mai Henriksen, foreslog i sidste uge, at de omkring 3000 prostituerede i Danmark skal have samme rettigheder som andre på arbejdsmarkedet og lagde bevidst op til, at emnet også kom op i tv-serien Borgen i søndags.
Alle tre regeringspartier - på virkelighedens Christiansborg - afviser forslaget,
På sit pressemøde tirsdag fortalte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at regeringen snart kommer med et forslag vedrørende prostituerede . Hun havde ikke noget pænt at sige om det konservative forslag.
- Det er ikke en del af vores forslag, sagde hun på et spørgsmål fra Nordjyske.
Statsministeren ville ikke uddybe, hvad problemet er i det konservative forslag.
Fagforbundet 3F er noget mere forbeholden end den kristelige konkurrent over for at udvide den faldende medlemsskare med prostituerede. Ligestillingskonsulent Marianne Bruun siger, at en fagforening ikke har noget at tilbyde en prostitueret, fordi den prostituerede ikke har nogen arbejdsgiver. Hvis hun har det, er det rufferi, som er ulovligt.
- En prostitueret er i sagens natur ikke lønmodtager, for en lønmodtager har en arbejdsgiver. Vi organiserer lønmodtagere og forhandler med arbejdsgivere om løn- og ansættelsesforhold, siger hun.
Ligestillingskonsulenten i 3F påpeger, at prostitution juridisk set ikke er et legalt erhverv i forhold til arbejdsmarkedslovgivning og anden lovgivning, selv om prostituerede skal være momsregistrerede som selvstændige.Marianne Bruun foreslår, at prostituerede i stedet melder sig ind i de selvstændiges a-kasse eller Håndværksrådet.
Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, mener godt, at fagbevægelsen kan tage sig af de prostituerede.
- Det er jo almindelige serviceydelser, de efterspørger. Det kan fagbevægelsen også byde på ved siden af kollektive overenskomster. Så 3F bør måske tænke sig om en gang til, siger han.