Transportminister Hans Christian Schmidt (V) skal komme med en redegørelse for, hvornår DSBs bestyrelse blev orienteret om, at der var uregelmæssigheder i transaktionerne mellem DSB First og DSB.
Det kræver Enhedslistens trafikordfører Per Clausen på baggrund af nye oplysninger, der viser, at bestyrelsen alle i december blev orienteret om, at der var rod i regnskaberne - et rod, der kostede direktør Søren Eriksen jobbet.
"Det er rystende, at vi tilsyneladende er blevet ført bag lyset, når det handler om, hvornår DSBs bestyrelse blev orienteret om problemerne, men vi må også have en redegørelse for, hvornår transportministeriet og transportministeren blev orienteret om sagen," siger Per Clausen.
Ifølge DSB's bestyrelsesformand Mogens Granborg blev bestyrelsen først opmærksom på regnskabsrodet 22. februar og fyrede derefter Søren Eriksen.
Men referater fra bestyrelsesmøder viser, at bestyrelsen vidste besked allerede den 16. december. Det afslørede TV Avisen i aftes.
De nye oplysninger ryster også de radikales trafikordfører Johannes Poulsen.
"Det billede, der tegner sig nu, viser i alt fald, at man måske sidder med en bestyrelse, der har et mindst lige så stort ansvar som direktionen," siger Johannes Poulsen til DR Nyheder.
Han har ikke længere tillid til "store dele af DSB's bestyrelse".
Socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke mener, at også transportminister Hans Christian Schmidt er belastet af sagen.
"Hvis transportministeren har haft en viden og enten undladt at spørge ind til det eller har haft en mere detaljeret viden, så er det en utrolig alvorlig sag, som selvfølgelig belaster transportministeren ganske betydeligt," siger Magnus Heunicke til DR Nyheder.