"Det er utroligt glædeligt. Jeg er meget, meget lykkelig," siger folketingspolitikeren Jesper Langballe (DF) til Newspaq efter frifindelsen af islamkritiker og formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard.
"Sagen skulle aldrig have været for retten, og det er en fuldstændig korrekt dom, siger politikeren, der selv har modtaget en bøde på 5.000 kroner for at forsvare Lars Hedegaard i samme sag.
Lars Hedegaard blev i dag frikendt i byretten på Frederiksberg med den begrundelse, at nok var Hedegaards udtalelser forhånende og nedværdigende, men han havde ikke til hensigt at offentliggøre dem, og det er afgørende for at blive dømt efter racismeparagraffen, slog byretten fast.