Nu får landets psykologer og psykiatere en hjælpende hånd fra deres kollegaer, de praktiserende læger. Det skriver 24timer.
Sundheds- og Indenrigsministeriet har nemlig afsat 8,7 millioner kroner til efteruddannelse af praktiserende læger. På den måde skal de blive bedre til at henvise, diagnosticere og sågar planlægge behandlingsforløb for de mange danskere, der har psykiske vanskeligheder.
Dansk Almenmedicinsk Kvalitetsenhed har stået for kursusmateriale til lægerne. Til 24timer fortæller uddannelseskonsulent Jesper Lund, at kurserne bliver frivillige. Men han forventer, at størstedelen af de praktiserende læger vil være interesseret i efteruddannelsen.
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er som udgangspunkt positive overfor tiltaget. Formand Henrik Dibbern vil dog ikke hejse flaget for højt. Han understreger overfor 24timer, at der er så mange danskere, der har forskellige psykisker lidelser, så selv massiv efteruddannelse vil ikke alene løse problemet.