Vuvuzelaens øredøvende larm ser ud til at have bevæget sig fra den igangværende VM-slutrunde i syd til det royale bryllup i nord.
Og nu ser det ud til, at den monotone bi-summen rent faktisk kan udvikle sig til et decideret bi-stik, der påvirker det forestående kronprinsesse-bryllup på lørdag.
På Facebook og diverse debatfora opfordrer folk hinanden til at troppe op i gaderne og trutte i det udskældte horn, når det nygifte par efter vielsen kører igennem byen i deres hestetrukne karet.
"Prinsesse Victoria og ham der Daniel bliver nok overlykkelige, hvis deres bryllupskortege bliver fulgt af hundredetusinder undersåtter, som spiller på hver sin vuvuzela," skriver bloggeren Lasse på sin blog, "hemmabloggaren". Det skriver B.T.
Og den opfordring har nu fået kongehuset til at løfte de royale øjenbryn.
De er betænkelige ved, at hestene, der skal trække Victorias karet, kan blive forskrækkede af den konstante larm fra de omdiskuterede horn.
Dog er det svenske politi, som står for sikkerheden, endnu ikke helt oppe i det røde felt.
"Så længe de ikke forstyrrer den offentlige orden, så ser vi intet problem ved dem," siger Kjell Lindgren, chef for politiets operative afdeling, til B.T.
Køreturen, der løber igennem Stockholms gader, vil være verdens længste kongelige kortege, da man fra hoffets side har ønsket, at så mange som muligt skal kunne deltage i festlighederne.