Regeringens kassemester, finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), må nu til tasterne og forfatte et for ham pinligt brev.
Her vil han erkende en bommert af de store. Han har nemlig uden mandat fra Folketinget stemt for et direktiv om bankdirektørers løn.
"Jeg kan ikke nok beklage den her sag nok," lød det i dag fra Hjorten, da han stod skoleret til åbent samråd i Europaudvalget.
Hjort stemte for, at bankdirektører på resultatløn mindst skal have 50 procent udbetalt i bonusser, hvis de har aktieoptioner o. lign. Det var en fejl, han har nemlig et folketingsflertal imod sig.
Og Hjort havde altså ikke fortalt sine politiske med- og modspillere herhjemme, at EU var på vej med nedre grænse for bankdirektørernes løn, før han nikkede ja.
Det skete selvom Jesper Petersen (SF) på et udvalgsmøde herhjemme spurgte til de meget omdiskuterede bonusser. Der gav finansministeren ikke et ordentligt svar. Det fortryder han i dag.
"Mit svar var upræcist, det beklager jeg," fastslår ministeren.
Den foreløbige slutning på den sagen bliver dermed, at Hjort skriver til spanierne og forklarer, at Danmark er imod et nedre loft på direktørbonusser.
Oppositionen er glade for, at Hjort erkender sin fejl. Men det er ufatteligt, at Hjort ikke tidligere opdagede sin fejl, mener de.
"Det er meget svært forståeligt, at vi har en finansminister, der ikke er mere vidende om det her," siger socialdemokraternes Morten Bødsskov på eftermiddagens åbne samråd i Europaudvalget.
"Det er besynderligt, at et spørgsmål som bliver så meget diskuteret i offentligheden er gået over hovedet på finansministeren," supplerer de radikales Morten Østergaard.
Hjort giver svar på kritikken.
"Jeg troede jo, jeg havde informeret rigtigt. Det er først, da jeg bliver gjort opmærksom på det her i marts, at det går op for mig, at jeg ikke gav et rigtigt og fyldestgørende svar," siger Claus Hjort Frederiksen til Nyhedsbureauet Newspaq.
I praksis forventer Hjort dog ikke, at hans brev vil få nogen betydning. Der er nemlig bred opbakning bag forslaget i de øvrige EU-lande. Direktivet ligger dog lige nu til behandling i EU's kludetæppe, EU Parlamentet, så meget kan formentlig ske i sagen.
Dansk Folkeparti lovede i hvert fald på dagens møde, at de vil fortsætte kampen mod direktørers bonusser på europæiske plan.
Løftet kom dog ikke fra DF's Kristian Thulesen Dahl, der i slutningen af marts var meget hård i sin kritik af Claus Hjort.
Formanden for finansudvalget mødte nemlig ikke op til dagens møde, hvor han ellers havde haft rig mulighed for at få fulgt op på sit angreb, der dengang lød;
"Regeringen er kommet til at støtte et EU-direktiv med et indhold, som et flertal i Folketinget er imod. Det er fuldstændig uhørt."