Vi vil på Facebook - også i arbejdstiden.
Specielt unge medarbejdere har ikke meget til overs for chefer, der lukker for adgangen til Facebook og sætter grænser for deres private brug af internettet i arbejdstiden.
Det viser en Gallup-undersøgelse foretaget for Urban.
24 procent af de unge - altså næsten hver fjerde mellem 18 og 35 år - som har regler på jobbet omkring brug af internettet, overholder dem ikke.
Og lige så mange unge synes, det er negativt for arbejdsmiljøet, at arbejdsgiveren udstikker den slags regler.
Rådgiver i sociale medier, Abelone Glahn, er ikke overrasket over målingen.
"For de fleste unge sidder onlinemediet så dybt på rygraden, at det slet ikke giver mening for dem, at der skal være regler for, hvornår de må bruge det," siger Abelone Glahn.
Svend Erik Hermansen, der er miljøkonsulent i HK/Privat, er enig.
"Når chefen regner med, at vi efter arbejdstid bruger tid på at tjekke vores e-mails og tage arbejdsmobilen, hvis den skulle ringe om aftenen, så skal det også gå den anden vej. Så bør det være okay, at vi bruger 20 minutter på at tjekke Facebook eller surfe på nettet, mens vi er på arbejde," siger han til Urban.
Også hos Ledernes Hovedorganisation mener man, at det er ødelæggende for en virksomhed at have en konservativ tilgang til brugen af Facebook.
"Giver I dem en masse restriktioner - også omkring brug af internet, som er så essentielt et medie for unge i dag, så kan I godt skyde en hvid pil efter de medarbejdere. De rykker videre og finder en anden virksomhed, der forstår deres behov," siger ledelsesrådgiver Michael Uhrenholt.