Camilla Broe fik knap nok tid til at kramme sin søster Bettina og den øvrige familie, da hun her til eftermiddag trådte ind i ankomsthallen i Københavns Lufthavn.
I stedet kastede det store presseopbud sig over hovedpersonen, der nu afventer en appelsag, der kan sende hende tilbage til USA, hvor hun har siddet fængslet i Miami i sagen om narkosmugling.
"Jeg er først trådt på dansk jord nu, og skal lige have mulighed for at trække vejret. Jeg kan ikke udtale mig om sagen på nuværende tidspunkt, den er stadig åben. Jeg er gået igennem så meget, at det er i og for sig underordnet," sagde Camilla Broe til de mange journalister, der kæmpede om pladsen.
Her fortalte hun også, at den lange fængsling i USA nu føles som en ond drøm, efter hun er tilbage på dansk jord.
"Det har været hårdt at sidde fængslet, men det er dejligt at være hjemme igen. Det hele føles pludselig som en ond drøm," sagde hun.
En rolig og fattet Camilla Broe fortalte, at hun under sit fængselsophold måtte tvinge sig selv til at tænke positivt.
"Det har været enormt svært at vænne sig til. Men man må holde sig stærk og fokusere på lyset for enden tunellen."
Lyset for enden af tunellen har blandt andet været tanken om genforeningen den 11-årige datter Isabella, som Camilla Broe kun har set en enkelt gang, siden hun blev fløjet til USA og fængslet 4. september sidste år.
"Jeg skal starte mit liv om igen og have en masse brikker samlet sammen. Nu skal jeg hjem til min datter," lød det fra den Danmarksberømte kvinde.
Datten ventede modtog sin mor hjemme i Hellerup med blomster.
Camilla Broes advokat Michael Juul Eriksen har sagen igennem påstået, at den var forældet i USA, og at hans klient derfor slet ikke kunne stilles for retten.
I forrige uge afgjorde en amerikansk dommer så - for anden gang - at sagen er forældet.
En appeldomstol skal nu afgøre, om sagen skal genoptages. Påstanden er nemlig, at Camilla Broe i sin tid flygtede fra USA, og at sagen derfor ikke falder ind under forældelsesparagraffen.